Annonce
Brædstrup Avis

Senioridræt: BSI-veteran takker af som formand

Anne Marie Jensen er stoppet som formand for BSI, men dyrker stadig senior-gymnastik i Brædstrup. Arkivfoto: Angelina Owino
Anne Marie Jensen er stoppet som formand for Brædstrup Senior Idræt, men fortsætter som aktivt æresmedlem.
Annonce

Brædstrup: Efter 14 år som formand for Brædstrup Senior Idræt (BSI) har den snart 79-årige Anne Marie Jensen valgt at stoppe på formandsposten. Motionen siger hun ikke farvel til, og da hun nu er blevet udpeget til æresmedlem af foreningen, kan hun vederlagsfrit deltage i alle aktiviteter. Og det agter hun at gøre.

- Jeg vil gerne fortsætte med gymnastik og det hele, siger hun.

- Men det var på tide at stoppe som formand. Alting har en ende, og der er kommet mange nye i foreningen, lyder det fra Anne Marie Jensen, der har været med i BSI lige siden foreningens start i 1997.

- Det har været nogle gode, spændende år. Hver fredag er vi omkring 100 til gymnastik i skolehallen, og folk kommer langvejs fra - for eksempel Vonge, Rask Mølle, Tørring og så videre. Det rygtes jo, at det er godt at gå til gymnastik i Brædstrup, siger Anne Marie Jensen.

- Man er nødt til at holde sig i form, så det håber jeg, at jeg kan blive ved med. Og der er også det sociale - man mødes, snakker og hygger sig. Man behøver ikke at kede sig i Brædstrup med alle de aktiviteter, der er her i byen, tilføjer hun.

Ud over gymnastik har BSI også gang, cykling, badminton og svømning på programmet. Medlemstallet er steget støt gennem årene og er nu nået op over 220 medlemmer.

Annonce

Ny formand

Brædstrup Senior Idræt havde generalforsamling for nylig, hvor Anne Marie Jensen blev afløst på formandsposten af Lene Pedersen, et af de nye medlemmer i bestyrelsen. Ud over Anne Marie Jensen sagde også Kirsten Hansen farvel til bestyrelsen.

Den har nu fået følgende sammensætning: Formand er som nævnt Lene Pedersen, næstformand Stinne Ammitzbøll, kasserer Søren Rasmussen, sekretær er Birgit Ringgaard og menige medlemmer er Viggo Mathiasen, Bent Leest og Birgit Møller.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Brædstrup Avis

Klub støtter klub

Brædstrup Avis

Her er de nye menighedsråd

Annonce