Brædstrup: Siden 2005 har Charlotte og Laurids Pedersen solgt fyrværkeri på deres ejendom på Hårupvej 12 syd for Brædstrup.
Fyrvækerisalget er gået så godt, at Krudthuset i dag er områdets største sælger af fyrværkeri, og i år bliver salgsområdet ekstra stort, så salget af fyrværkeri kan ske fuld forsvarligt og corona-sikkert, lyder det fra indehaver Laurids Pedersen.
- Vi har sat et stort telt op, som vi har fyldt med fyrværkeri-attrapper, så der bliver mere plads for folk, når de skal se på fyrværkeri. I den gamle forretning vil vi så have alt tilbehøret, og det er også her, vi har kasseapparatet. Det skal gerne give noget ekstra plads til kunderne, så vi kan holde fyrværkerisalget så corona-sikkert som muligt. Vi må så fryse lidt ude i teltet, men det tager vi med, så folk kan føle sig trygge, siger Laurids Pedersen.
Nyt tilbud
Krudthuset har sat ekstra sprit op, så fyrværkerikunderne kan spritte hænder, og der er indkøbt ekstra kuglepenne, så kunderne kan tage kuglepennen med hjem, når der skal skrives bestillinger ned.
- Hvis der er nogle, der er særlig nervøse eller er specielt udsatte i forhold til corona, har vi lavet det tilbud, at folk kan bestille tid til at få butikken for sig selv. Så kan man komme og vælge sit fyrværkeri alene uden for åbningstid, siger Laurids Pedersen.
Laurids Pedersen, KrudthusetVi har Jyllands største udbud af fyrværkeri, så her er virkelig noget at køre efter, og det gør folk også gerne. Vi får også fyrværkeri fra tre leverandører, så vi kan holde et stort og varieret udbud.
Den lokale fyrværkerisælger forventer ikke, at corona-situationen kommer til at påvirke fyrværkerisalget i nævneværdig grad på trods af nedlukning og forsamlingsforbud.
- Så vidt jeg kan høre mig til indtil nu, så er det ikke noget, som vil påvirke fyrværkerisalget. Men det kan jo komme, hvis der kommer flere restriktioner. Vi er heldigvis blevet rimeligt kendt vidt omkring, og folk plejer at komme langvejsfra for at besøge os. Vi har nogle, der hvert år kommer fast fra Sjælland, og de har også meldt deres ankomst i år, siger Laurids Pedersen.
Øget konkurrence på nytårskrudt
Både Charlotte og Laurids Pedersen og resten af krudt-familien skal i år i gang med deres 16. sæson i Krudthuset, og de har kun oplevet fremgang siden 2005.
Den eneste undtagelse var sidste år, da den lokale konkurrence steg, fordi der kom en ny udbyder i Rask Mølle, og Jem & Fix i Brædstrup også kom på banen med at sælge nytårskrudt.
I Krudthuset er man dog ikke så bekymret for de nye konkurrenter.
- Vi har Jyllands største udbud af fyrværkeri, så her er virkelig noget at køre efter, og det gør folk også gerne. Vi får også fyrværkeri fra tre leverandører, så vi kan holde et stort og varieret udbud. Vi er jo på en gård, og der er masser af plads, så vi har tre containere fyldt med nytårsfyrværkeri. Derudover køber vi restpartier op, så vi kan holde prisen på et fornuftigt leje, siger Laurids Pedersen.