Annonce
Brædstrup Avis

Trafikpulje på tre millioner kroner: Nu kommer flere sikre skoleveje

Søhulevej mellem Tønning og Træden har fået tildelt ekstra 500.000 kroner, så børnene i Tønning-Træden Friskole kan få en mere tryg skolevej. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Plan- og miljøudvalget i Horsens Kommune har udvalgt de projekter, der skal gøre det mere sikkert at færdes i trafikken.

Opland: Forligspartierne i Horsens Kommune besluttede i forbindelse med budgetaftalen for 2021, at der i år skal afsættes tre millioner kroner til at forbedre trafiksikkerheden på kommunens veje.

Hovedformålet med trafikpuljen er at forbedre trygheden og trafiksikkerheden for skolebørn, og forleden udvalgte plan- og miljøudvalget så de otte projekter, som får fra puljemidlerne i år.

Midlerne er blevet fordelt med 1,56 millioner kroner til puljen "Trafiksikkerhed i mindre bysamfund", 0,71 millioner kroner til "Trafiksikkerhed", 0,5 millioner kroner til "Tilpasning af lokalområder" samt 0,25 millioner kroner til mindre ad hoc-sikkerheds-tiltag.

- Vi har ikke været inde og prioritere penge til skolevejsprojekter i år, men det skyldes, at de midler på 2,7 millioner kroner til skolevejsprojekter blev fremrykket til sidste år, og de midler er derfor allerede disponeret til projekter. Til gengæld er trafikprojekter fra borgerhenvendelser kommet med, og her er to blevet prioriteret, siger Martin Ravn (V), formand for plan- og miljøudvalget.

Annonce

Ekstra penge til drille-projekt

De nye trafikpuljemidler kommer blandt andet til at betyde, at der er afsat 0,5 millioner kroner til at forbedre trafiksikkerheden på Søhulevej i Træden, så områdets skolebørn kan cykle mere trygt på vej til Tønning-Træden Friskole.


Vi har ikke været inde og prioritere penge til skolevejsprojekter i år, men det skyldes, at de midler på 2,7 millioner kroner til skolevejsprojekter blev fremrykket til sidste år.

Martin Ravn


Søhulevej fik allerede for to år siden 0,5 millioner kroner til en 2 minus 1-vej på henholdsvis Søhulevej og Skolebakken til at forbedre trafiksikkerheden på skolevejen. Det har imidlertid vist sig, at denne løsning ikke er mulig, og at der er brug for en sideudvidelse af Søhulevej for at forbedre forholdene. Det betyder, at der er behov for en ekstra bevilling på 500.000 kr., så projektet kan realiseres.

- Vi troede dengang, at man kunne lave det på en anden måde, men nu har vi så fundet ud af, at hvis vi skal have den bedst mulige sikkerhed på den vej, så er vi nødt til at udvide vejen. Det betyder, at vi er nødt til at give en ekstra bevilling, siger Martin Ravn.

Annonce

Cykelbane til Nim

Også i Nim kan byens borgere se frem til at få en cykelbane langs Hovedgaden til skolebørn og andre cyklister.

Nim Fællesråd har i flere år arbejdet på at forskønne byens hovedgade, og sidste år fik den tidligere amtsvej ny asfalt. Nu er der så sat 200.000 kr. af til at etablere cykelbane inde i byzonen samt en 2 minus 1-vej uden for byen.

- Jeg vil da tro, at det vil pynte lidt på Hovedgaden i Nim, og det vil helt sikkert gavne trafiksikkerheden i byen. Borgerne i Nim vil også komme tættere på et færdigt projekt for byens hovedgade, og det er super godt, siger Martin Ravn.

Der var i alt 36 forskellige projekter på listen over trafikprojekter, der kommer fra borgerhenvendelser. Af dem er to valgt ud. Det drejer som om 560.000 kr. til bump og et parkeringsspor i den ene side af vejen på Priorløkkesvej i Horsens. Derudover er der også sat 150.000 kr. af til vejbump på Ørridslevvej i Hovedgård.

Annonce

Ny trafikvurdering hvert år

Netop prioriteringerne af trafikprojekter er tit noget, som vækker undren blandt borgerne, da projekterne tit hopper op og ned af prioritetslisterne fra år til år.

- Det kan hurtigt give frustrationer blandt folk, og tit kommer vi politikere også til at stå svært i den situation. Grunden til, at trafikprojekterne får forskellig prioritet fra år til år, er, at forvaltningen hvert år gennemgår vejprojekterne ud fra uheld, hændelser og meget mere, og dermed får man en vurdering af, hvor kritisk hvert projekt er. Når der laves nye vurderinger hvert år, kan der komme nye og mere kritiske projekter ind, eller der kan være forhold, der gør, at prioriteterne ændres. Derfor kan trafikprojekterne tit hoppe op og ned af prioriteringslisterne, fordi her sker en faglig vurdering af projekterne hvert år, siger Martin Ravn.

Trafikprojekter

Trafiksikkerhed i mindre bysamfund

Vestbirkvej, Gammelstrup: 2 minus 1-vej, 130.000 kr.

Gammelstrupvej/Vestbirkvej, Gammelstrup: Helle i kryds, 60.000 kr.

Vestbirkvej/Søvejen, Vestbirk: Helle og sideudvidelse af vej: 510.000 kr.

Vejlevej/Oensvej, Oens: Helle samt afmærkning af dobbeltrettede cykelstier, 160.000 kr.

Søhulevej, Træden: Cykelbane og sideudvidelse af vej: 500.000 kr.

Hovedgaden, Nim: Cykelbaner og 2 minus 1-vej, 200.000 kr.

Borgerhenvendelser

Priorsløkkevej, Horsens: 9 vejbump og parkeringsspor i den ene vejside, 560.000 kr.

Ørridslevvej, Hovedgård: Vejbump, 150.000 kr.

Tilpasning af vejnettet i lokalområder

Fredeliggørelse af området omkring Bækkelund og det nordlige Dagnæs.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Brædstrup Avis

Ny kunderådgiver

Brædstrup Avis

Genbrugshallerne åbner igen

Brædstrup Avis

Regionen lukker testcenter

Annonce