Annonce
Brædstrup Avis

Vild hygge på Klostermølle

Jægeren John Balle Jensen stod for klargøringen af fuglevildtet. I år var der ikke rådyr på menuen, men derimod vildænder. Foto: Peter Hald
Natur & Ungdoms julemarked på Klostermølle bød på bålhygge og bueskydning
Annonce

Klostermølle: Regn og rusk kunne ikke forhindre frilufts-entusiasterne i at dukke op til foreningen Natur & Ungdoms årlige julemarked søndag 15. december på Klostermølle. Det var et julemarked af den rustikke slags. Menuen stod på bålstegt vildand og fasan med pandestegte brød til, og børnene kunne more sig med en omgang bueskydning på en mini-bane med børnevenlige buer.

Det mildest talt elendige vejr med regn og blæst betød, at fremmødet ikke var helt som det plejer, når vejret er i top med julesne. Men ikke desto mindre kom og gik der gæster hele tiden, og nogle var kommet langvejs fra. Peter Nielsen fra Aarhus var dukket op med sine to drenge Christian på otte og William på seks, og de havde ivrigt kastet sig over bueskydningen.

- Arh, jeg ramte ikke første gang - det var blæstens skyld, udbrød William ærgerligt, da han missede et skud.

Også folk fra lokalområdet var dukket op - blandt andre Ronni Sindberg med datteren Freya og kammeraten Morten Kronborg. De var ikke så langt hjemmefra, da de bor i Gl. Rye kun nogle få kilometer fra Klostermølle.

De tre fra Gl. Rye havde travlt med at stege vlldand over et lille bål, og i et telt i nærheden stod jægeren John Balle Jensen og gjorde flere fugle klar.

- Vi plejer at have et rådyr, som vi parterer, men det lykkedes ikke at finde et rådyr i år. Heldigvis kunne vi købe mange vildænder, og de smager jo godt - det er rent luksuskød, fortalte han.

Apropos fugle, så var der også en service for de kommende fuglegenerationer. Danmarks Naturfredningsforening havde en bod, hvor man selv kunne tømre sine egne fuglehuse sammen, og det var ret populært.

Gør-det-selv-mad over bål. Her er det Freya og hendes far Ronni Sindberg og Morten Kronborg, der er i gang med at stege andestykker og brød. Foto: Peter Hald
Bueskydning var populært. Her er det brødrene William og Christian, der er i gang. Foto: Peter Hald
Opfindsom måde at arrangere bål på. Set ved Natur & Ungdoms julemarked på Klostermølle. Foto: Peter hald
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Brædstrup Avis

Senioridræt starter sæsonen

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce