Brædstrup: Der fejres hele to fødselsdage i Brædstrup Y's Mens Club i den kommende tid. I begyndelsen af maj kan Y's Mens klubben nemlig fejre 100 års fødselsdag internationalt, og samtidig kan den kristne og humanitære hjælpeforening fejre 75 år i Danmark.
Y's Mens blev stiftet af medlemmer af spejderforeningen KFUM i Toledo i USA i 1922, og organisationen har i dag omkring cirka 29.000 medlemmer over hele verden.
Bevægelsen fik sin begyndelse i Danmark, da Ejnar Davidsen i Aalborg under et messebesøg i Prag i 1946, fik kontakt til en KFUM sekretær, som fortalte ham om Y’s Men’s ideen. Her blev Ejnar Davidsen opfordret til at danne en klub i Aalborg. Allerede i 1947 fremlagde Ejnar Davidsen ideen for KFUM, og den 11. august 1947 blev Aalborghus Y’s Men’s Club stiftet.
Siden har Y's Mens klubber spredt sig i hele landet, og i dag er der 153 klubber i Danmark, som har omkring 3.400 medlemmer. I Brædstrup så foreningen dagens lys for første gang i 1980, og i 1981 åbnede Brædstrup Y's Mens Club genbrugsbutikken, hvorfra foreningen tjener sine midler til velgørenhed.
- Vi er en aktiv kristen fællesskab, som hører ind under folkekirken. Vores formål er at støtte børne- og ungdomsprojekter nationalt og internationalt, siger Inger Hørlyck Jensen, formand for Brædstrup Y's Mens Club.
Tilbud hele ugen
I anledning af de to fødselsdage vil Brædstrup Y's Mens Club fejrer de 100 og 75 år i Brædstrup Genbrugsbutik i den første uge i maj. Her vil der være 100-kroners tilbud på ting i butikken hele ugen, som slutter af med en festaften for medlemmer, spejdere og repræsentanter for Kirkens Korshær.
- Hvert år donerer vi omkring 120.000 kroner fra overskuddet fra genbrugsbutikken. Her går halvdelen til varmestuerne i Horsens og i Silkeborg, mens vi giver resten i donationer, siger Henning Jensen, der er formand for genbrugsudvalget.
Udover varmestuer giver Brædstrup Y's Mens Club også støtte til spejderne og Kirkens Korshær, men også til hjælpe projekter i udlandet. De lokale Y's Mens er også aktive inden for at opfylde FN's klimamål, og foreningen har derfor også lavet lokale affaldsindsamlinger og givet støtte til Wefood, som handler om at undgå madspild.