KOMMUNEN: At hjemmepleje er en stor og indimellem kompliceret opgave for kommunen, dokumenteres blandt andet af det private firma, ABC Hjemmeplejen, der har den private del af den i denne periode. Her har indehaveren, direktør Ulla Petersen, Esbjerg, været nødt til at opsige 80 ansatte i hjemmeplejen, fordi den nugældende kontrakt udløber 1. april.
- Mine ansatte i hjemmeplejen leverer godt 5.000 pleje-timer til visiterede borgere om måneden. Det er et stort apparat, der skal til for at få logistikken til at gå op, så vi leverer den nødvendige kvalitet, ligesom der er en del andre administrative opgaver, der nødvendigvis også hører med, fastslår Ulla Petersen – og nævner, at både udgifter til biler, personalesygdom, sygedagpenge, feriepenge m.v. skal indkalkuleres i den pris, der bydes ind med – og efterfølgende afregnes efter.
- Til gengæld er det også en dejlig oplevelse, når det hele går op, og både vore borgere er tilfredse med ydelsen og personalet er glade for arbejdet.
- Og ja – jeg har budt på opgaven, og naturligvis er jeg nu spændt på, om vi skal fortsætte, eller om hjemmeplejen overgår til ét af de andre private firmaer, der har givet bud, siger Ulla Petersen.