ESBJERG/GØRDING: I tidernes morgen – og det vil sige fra 1967 til 1987 – lå her en tankstation med en lille tilhørende butik, hvor man kunne købe olie, sprinklervæske, tændrør og andre nødvendige ”løsdele” til en bil.
I dag står her tre store ”flydere” – flotte amerikanerbiler – i værkstedsbygningen, og i butikken kan man for rimelige penge købe de fineste mærke-tasker, punge og beauty-boxe i lak og vinyl – ensfarvede, mønstrede med eller uden glimmer.
Men hvad sker der da på Sdr. Lourupvej nr. 12 i Gørding?
Jo – det er Esbjerg-kørelæreren Eva Kirkegaard og hendes kæreste, Søren Langgaard Nielsen, der har slået sig ned her. Til daglig makker Søren, der egentlig er skibsmontør, også med fine veteranbiler hos CH Classic/Carsten Hedegaard, Danish Hot Rod Equipment, i Bramming:
- Vi har været heldige at finde stedet her på Sdr. Lourupvej. Det var lige det, vi skulle bruge for at dyrke vores fælles hobby: Gamle biler. 300 kvadratmeter værksted sammenbygget med et par hundrede kvadratmeter privatbolig - beliggende tæt på motorvejen og så at sige på vejen til både øst og vest, hvor vi mellem Esbjerg og København har fem sammenbragte voksne børn – og nu to børnebørn, fortæller Eva, der stadig har sine teorilokaler i Fovrfeld.
Manglede plads i Fovrfeld
Lige nu er dog alt lukket ned, og skolevognen med EVA-nummerpladen står pænt i carporten i Gørding, indtil Eva igen kan lægge mundbindet, mens hun underviser.
- Vi manglede jo plads til bilerne i Fovrfeld. Vi har fire store amerikanerbiler samt en gammel campingvogn, som vi gerne liner op med, når vi igen kan komme til biltræf rundt i Danmark. Jeg bruger så i stedet tiden nu med mine tasker, som jeg i starten hjembragte fra vores USA-ture, – men som nu i vid udstrækning også købes direkte fra forhandlerne.
- Men hvor vi savner vores USA-ture. Vi glæder vi os virkelig til at kunne genoptage dem, når verden igen lukkes op!
Ideen til den lille taskebutik fik Eva på én af USA-rejserne. I Pomona ved Los Angeles var der foruden de attraktive biler og ægte reservedele mange steder også boder, hvor man handlede med mange forskellige ting. Blandt andet tasker. Eva købte sig nogle fine Lux De Ville-modeller med hjem og tænkte, at hun da nok kunne lave sig en lille forretning med salg af tasker, når de alligevel var på biltræf:
Tasker i vinyl og lak
- Ja – sådan begyndte det, og det gik godt, så jeg søgte videre på nettet og fandt frem til andre forhandlere. Blandt andre Lola Ramona og Sourpuss, fortæller Eva.
- I 2018 var Søren og jeg igen til bil-træf i Texas, USA. Her stod en ung kvinde og solgte sine egne designede og fabrikerede StarStruck-tasker. Så nu har jeg også dem på hylderne. Det er jo alt sammen lavet af vinyl og lak – nogle i neutrale farver, andre i kulører, der bare siger pling. Også punge med glimmer og beauty-boxe med leopard-for og meget andet i pang-farver med mønstre, sløjfer og lignende dekorationer kan jo nok fikse op på den lille sorte eller den noble dragt, mener Eva og tilføjer, at prisen er sådan, at man godt kan ha’ en ekstra taske eller to til lejligheder, hvor den klassiske festkjole lige skal ha’ et tvist.
Eva KirkegaardI 2018 var Søren og jeg igen til bil-træf i Texas, USA. Her stod en ung kvinde og solgte sine egne designede og fabrikerede StarStruck-tasker. Så nu har jeg også dem på hylderne. Det er jo alt sammen lavet af vinyl og lak – nogle i neutrale farver, andre i kulører, der bare siger pling.
Alt sammen i retro stil, hvorfor forretningen da også hedder RetroStyles – udtalt i bred amerikansk jargon, og som der står på den store IH-kassevogn - en International Harvester, som Eva og Søren har købt overthere og her til sommer skal rundt i til biltræf – med kassen fyldt med retro tasker, beauty-bokse og punge.
En lørdags-hobby
Eva har drevet køreskole i Esbjerg siden 1994, og det bliver hun ved med. RetroStyles-butikken er en lørdags-hobby, men folk kan ringe og aftale et tidspunkt, hvor de gerne vil se på tingene – eller de kan kigge ind på netbutikken retrostyles.dk
- Og jeg har kun et, to eller tre eksemplarer af hver model, så ingen behøver frygte at møde en kopi rundt i landet.
I værkstedshallen står en skinnende mørkeblå Chevrolet Corvette og venter på forår:
- Den kører jeg blandt andet konfirmander i, men nu må vi jo se, om det også i år udskydes, siger Eva, der finder det lidt sært, at både hendes køreskole og RetroStyles-butikken er lagt ned af Covid 19.
Så trøster hun sig med, at hun har lidt bedre tid til de to små børnebørn – Oliver i Brørup og Zoey i Esbjerg – og til at jagte nye tasker m.v. på nettet.