Annonce
Ugeavisen Bramming

Ansigtsløftning til tre bygninger i Bramming

Elmegade 21 har en høj bevarvaringsværdi, som ifølge den kommunale forvaltning vil blive yderligere sikret med en istandsættelse. Foto: Martin Wilde
Esbjerg Byråd har godkendt byfornyelsestilskud til tre adresser i Bramming til en samlet sum af godt 2,2 millioner kroner.
Annonce

Esbjerg Byråd har godkendt udbetalingen af i alt godt 2,2 millioner kroner til tre byfornyelsesprojekter i Bramming.

Det drejer sig om husene Storegade 1, Elmegade 21 og Nørregade 10.

I alt seks ansøgninger var oprindelig sendt ind, men de tre øvrige projekter blev udsat med henblik på en ny, politisk drøftelse, da sagen blev behandlet i Plan & Miljøudvalget i december sidste år.

Forvaltningen havde forlods vurderet, at de seks renoveringsprojekter på hver deres måde vil medvirke til "at sætte fokus Brammings arkitektoniske bevaringsværdier", men at særligt renoveringen af den markante og centralt beliggende Storegade 1 vil have en særlig stor betydning for det centrale bymiljø, ikke mindst i kraft af det omfattende arbejde med retablering af gadefacadens oprindelige udtryk.

Sagen kort

Ejerne af Borgergade 7-9, Elmegade 21, Jernbanegade 24, Nørregade 10, Nørregade 52B og Storegade 1 i Bramming har alle søgt om at komme i betragtning til bygningsfornyelsestilskud til udvendig bygningsrenovering. Men byrådet har kun godkendt de tre i denne ombæring.

Med tildeling af byfornyelsesstøtte har byrådet mulighed for at "fremme bygningsistandsættelser, som bidrager positivt til bymiljøet ved at synliggøre og fremhæve byens arkitektoniske kvaliteter", som det hedder i formålet.

Når en bygning har fået byfornyelsesstøtte, vil der blive tinglyst en deklaration på ejendommen om tilbagebetaling af støtten, hvis ejeren ved salg eller statusændring af ejendommen inden fem år fra arbejdernes afslutning opnår en fortjeneste, som direkte kan henføres til støtten. Med hensyn til specifikt Storegade 1 vil deklarationen dog gælde i 10 år, fordi der er tale om en anseelig sum penge.

Staten yder refusion på 50 procent af tilskuddene.

Annonce

Bygningerne

Den markante bygning Storegade 1 er opført i 1893. Bygningen er udpeget som bevaringsværdig med middel bevaringsværdi, men på Esbjerg Kommune mener man, at bevaringsværdien vil øges, når istandsættelsen er tilendebragt.

Elmegade 21 er opført i 1917, og bygningen er bevaringsværdig med en høj bevarvaringsværdi, som ifølge den kommunale forvaltning vil blive yderligere sikret med en istandsættelse.

Nørregade 10 er opført i 1939, men er ikke registreret som bevaringsværdig. Bygningen fremstår ifølge forvaltningens vurdering med tydelige træk fra den danske funktionalisme, og en istandsættelse vil således være med til at "styrke bygningens funktionalistiske udtryk", som embedsmændene skriver til politikerne i sagsfremstillingen.

Annonce

Fordelingen

Ejeren af Elmegade 21 får med byrådets beslutning et byfornyelsestilskud på op til 309.948 kroner inklusive moms - svarende til en tredjedel af de støtteberettigede udgifter til udvendig istandsættelse - samt dækning af alle udgifter til nedrivning af skæmmende skure og tilbygninger.

Ejer af Nørregade 10 får byfornyelsestilskud på op til 172.700 kroner inklusive moms svarende til en tredjedel af de forventede støtteberettigede udgifter.

Ejeren af Storegade 1 vil få byfornyelsestilskud på op til 1.758.836 kroner inklusive moms svarende til halvdelen af de skønnede udgifter til retablering af den oprindelige butiksfacade, 40 procent af udgiften til teknisk rådgivning og 33 procent af de øvrige skønnede støtteberettigede udgifter.

Alle tilskud forventes udbetalt i år.

Storegade 1 i Bramming, som den fremstår i dag. Nu skal bygningen istandsættes for et stort beløb. Foto: Martin Wilde.
Nørregade 10 er ikke registreret som bevaringsværdig. Huset har tydelige træk fra den danske funktionalisme, og en istandsættelse vil således være med til at "styrke bygningens funktionalistiske udtryk", lyder det fra forvaltningen i Esbjerg Kommune. Foto: Martin Wilde
Storegade 1, Bramming, skal have en ordentlig overhaling, og til det formål har Esbjerg Byråd nu godkendt godt 1,7 millioner kroner. Til højre ses historisk foto af ejendommen cirka 1894 fra Sydvestjyske Museer.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce