Annonce
Ugeavisen Bramming

Blomster-brødrene forsyner hele Danmark med hornvioler

Lige midt i blomsterhavet: John og Kim giver hver enkelt plante et professionelt eftersyn, før de læsses op i en container – klar til transport til Kolding og Holstebro. Foto: Kirsten Enevoldsen
Brødrene Johansen i Bramming risikerer ikke at blive konkurreret af banen af en robot lige med det første: Meget i vore drivhuse er nemlig regulært håndarbejde, der ikke lige kan kodes ind i en robot.

BRAMMING: Brødrene Johansen – John, Kurt og Kim - på Tværsigvej i Bramming bliver aldrig – som i ALDRIG – rendt over ende af en robot. De har grønne fingre – lever af at nippe, prikle, pusle om deres tusindvis af blomster i alle farver. Det mener de ikke, en robot kan kodes ind til at klare…

Sådan lige med det første i hvert fald.

På en klamkold marts-dag er det da også ganske enkelt balsam for sjælen at gå en tur med de tre brødre – og ikke med en robot - i de fem store drivhuse, som i disse uger bugner af hornvioler og stedmoderplanter, der varsler forår og sommer. Alle farver – 14 forskellige, fortæller Kurt - har de, ensfarvede eller to-tre kulører på en enkelt plante. Sarte ser de ud, men hårdføre er de. Tåler endda lidt nattefrost, forsikrer Kurt, der sammen med sin bror John bor i stuehuset til deres fødehjem. De er begge ungkarle, mens lillebror Kim hver morgen kommer fra Toftlund, hvor han bor med sin kæreste og to børn.

Gartner-brødrenes mor, 83-årige Else, bor på Snedkervej i Bramming, og her drejer brødrene ofte omkring ved middagstid for at spise og snakke lidt i en pause fra det arbejde, der beslaglægger dagen fra 7.30 til midnat i sæsonerne.

Annonce

Marts-april er højsæson

- Og marts-april er altså højsæson. I morgen skal vi have 25 containere – en container er sådan en vogn med 32 bakker, i alt 14.400 styk hornvioler afsted til GASA i Holstebro. Vi sælger på auktioner i Kolding og i Holstebro, og det er enten til fast pris eller som ursalg, siger Kurt og forklarer, at fast pris er en på forhånd aftalt pris. ”Ursalg” er derimod en auktion, hvor viseren drejer rundt og viser prisen lige NU. Så drejer det sig om at slå til på rette tidspunkt. Hverken for tidligt eller for sent, for så har man gamblet forkert.


Marts-april er altså højsæson. I morgen skal vi have 25 containere – en container er sådan en vogn med 32 bakker, i alt 14.400 styk hornvioler afsted til GASA i Holstebro. Vi sælger på auktioner i Kolding og i Holstebro, og det er enten til fast pris eller som ursalg.

Kurt Johansen


- Og det er udbud og efterspørgsel, der sætter prisen. Sådan er det!

Hornviolerne fra gartneriet Vesterled I/S på Tværsigvej, som er opkaldt efter det allerførste Johansen-gartneri, der lå i Nørregade fra 1933 til 1942, hvor det rykkede over i Storegade, er én af brødrenes specialiteter.

I Storegade etablerede brødrenes bedsteforældre blomsterforretning, men Bedstefar cyklede også til GASA Esbjerg for at sælge den overskydende produktion.

Annonce

Til Tværsigvej i 1967

- Vores forældre, Else og Preben Johansen, overtog Storegade-forretningen i 1957, men da det blev for småt her, rykkede de i 1967 herud på Tværsigvej – hvor vi brødre blev født, fortæller Kurt.

Gartneriet Vesterled står der på hver eneste passionsblomst-potte. Foto: Kirsten Enevoldsen

- John og jeg kom så med i Vesterled I/S i 1994, og Mor og Far flyttede i 2000 om på Snedkervej. I 2016 døde vores far, fortæller Kurt, der aldrig har arbejdet med andet end blomster.

- Vi har det frit og godt. Lange – men gode arbejdsdage, og det er da sjovt at tænke på, at de bittesmå frø, som vi importerer fra Holland og Tyskland bliver til blomster her i vores drivhuse. Langt de fleste – omkring 90 procent - eksporteres så igen – via GASA - til det meste af Europa.

- Men faktisk omstiller vi i disse år mere og mere til hjemmemarkedet. Ja lokalt her i området har vi også gang i levering af både hornvioler og stedmoderplanter – til Jensens og Majholm her i byen og til Blomsterhuset i Esbjerg samt til kirkegårde i lokalområdet.

Annonce

Passionsblomster er en passion

Det svirrer med latinske navne, efterhånden som vi går rundt i drivhusene, og sønnerne nævner også, at de er gået mere og mere over til at producere potteplanter, efterhånden som de har bygget det ene drivhus efter det andet.

De bliver så flotte her til april-maj, når de springer med blomster i blå nuancer, siger Kurt Johansen. Foto: Kirsten Enevoldsen

Her er passionsblomsterne – passiflora og streptocarpus – de absolut fleste og mest eftertragtede. Nærmest brødrenes passion:

- Dem drev min far faktisk frem i 1980, og vi har så videreudviklet på dem. En virkelig flot blomst, der skal bindes op på en bøjle i potten – også et stykke ikke-robot-arbejde, pointerer Kurt og lover de hundreder af passionsblomster i drivhus 4 salgsklare i april-maj: Og de sælges over hele Europa.

Pyntekål er en anden Johansen-specialitet. De små bitte planter drives frem og får en måned i drivhuset, før de plantes ud på friland og er salgsklare i august-september.

Lige nu drives ”little tunia” – en forædlet petunia - og andre udplantningsplanter frem i drivhusene. Udplantningsplanter som eksempelvis knoldbegonier og isbegonier har også et helt drivhus for sig selv. Flotte gule stuegyvel møder vi også – i alle størrelser, og undervejs slipper Kurt et lille godt råd:

- Når du køber potteplanter, så løft dem lige ud af potten og tjek, at rødderne har det godt. I disse tider bliver flere og flere potteplanter produceret efter udsalgsprisen, hvor man så til følge må gå på kompromis med størrelse og kvalitet.

Det betragter Kurt som ”sådan lidt snyd”:

- Men jeg er klar over, at det er indkøberne, der sætter prisen – og jævnligt presser den i bund.

Annonce

Uddannet væksthusgartnere

Men hvor meget omsætter gartner-brødrene, der alle er uddannet som væksthusgartnere fra Beder Gartnerskole, sådan på årsbasis?

- Arhhh.

Kurt vrider sig lidt og kan ikke lige huske det. Men han bogfører selv hver eneste dags resultat, når dagens dont er ovre: Og så kigger revisoren det hele igennem en gang om året og får det afstemt, så alle regler er overholdt.

En fin stuegyvel. Til højre drives hundreder af streptocarpus frem. Foto: Kirsten Enevoldsen

- Det her er jo altså en livsstil. Vi arbejder ikke med timeløn, og naturligvis er omsætningen svingende. Og der er indimellem virkelig tryk på – som her forleden søndag, da vi selv måtte læsse vores varebil og suse til Holstebro med et læs hornvioler. Jamen det er bare sådan det er.

- Men du må endelig skrive, at vi kan li’ det. Og nej. Vi har ingen hjælp udefra. Vi passer det selv og indretter produktionen efter vore kræfter. Sådan er det, fastslår Kurt, der er sidst i 40’erne og den mellemste af de tre blomsterdrenge på Tværsigvej.

Kurt viser én af de fine små streptocarpus, der er lige på nippet til at springe ud – en blomst, der er i familie med de mere kendte sankt paullia-blomster. Foto: Kirsten Enevoldsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Hemmeligheder

Annonce