BRAMMING: Hvor coronaen har spændt ben for mange af landets store revyer, så kan vi glæde os over, at Bramming Revyen ikke svigter. Folkene bag Bramming Revyen er i gang med planlægningen. De mødtes allerede den første dag, hvor forsamlingsforbuddet blev hævet til 50, til opstartsmøde for 2020-versionen af revyfolkets sørgmuntre hudfletning af årets store og små begivenheder i Bramming, i Danmark og i hele verden.
Bramming Revyen kan i år ses og opleves i Kosmorama fra den 24. oktober og en uge frem, så der er stadig god tid til premieren. Og dog. For der skal skrives tekster, og hvad skal de handle om?
Det var et af hovedpunkterne for aftenens program, som blev styret af Jens Jager og Karin Egholm, der vanen tro er henholdsvis instruktør og koreograf på revyen. Den lille snes idé-magere, der mødte op i revy-lokalet på Mødestedet, blev delt i fire grupper. Arbejdstitlen lød ”På den anden side”, og så gik det ellers løs med at skrible tankemylderet om 2020 ned på gule sedler med emner som danske begivenheder, world wide news, gode melodier, lokalt stof o.s.v.
En times tid senere var der op mod 100 ideer, så nu er der nok at tage fat på for forfatterne, der mødes inden længe og går i gang med skriveprocessen.
Og alt tegner til, at Bramming Revyen fortsætter i samme spor som den igennem alle årene er blevet rost for; nemlig at den breder sig over emner, som ikke kun er lokale, men henvender sig til alle danskere. Det er også naturligt, når man ser på, at skuespillerne kommer mange steder fra: Oksbøl, Esbjerg, Vejle, Gørding og naturligvis Bramming.
Folkene bag revyen håber naturligvis, at rigtig mange brammingensere igen i år reserverer datoen og køber billet, så de er sikret et kvalificeret oktober-grin, men de håber også, at mange mennesker udefra komme og oplever en revy, der både er lokal, national og global.
Ja hvem ved: Måske er Bramming Revyen endda den eneste revy, man kan opleve i år?
Der er åbnet for billetsalget på revyens hjemmeside www.brammingrevyen.dk