Annonce
Ugeavisen Bramming

Byråd godkender ny butiksfordeling i Bramming

Rema kommer til Bramming, og det gør Jysk måske også, hvis forvaltningen kan finde en egnet placering.
Esbjerg Byråd godkendte på sit seneste møde mandag aften Rema 1000's ønske om en placering på Gabelsvej i Bramming. Og selv om det blev et nej til at udpege et såkaldt aflastningsområde for store udvalgsvarebutikker, betyder det ikke, at der ikke kan komme en Jysk.
Annonce

Bramming: Rema 1000 får sin ønskede placering på hjørnet af Gabelsvej og Kirkebrovej - uden for Brammings bymidte - og samtidig ændres tilgangen til byens såkaldte centerstruktur.

Det fastslog Esbjerg Byråd på mødet mandag aften, og med beslutningen er der nu principielt åbnet for, at Bramming skal have en ny centerstruktur, der vil medføre, at der udover bymidten findes andre centerområder med butikker i Bramming.

Det betyder samtidig, at der nu eller i forbindelse med revision af kommuneplanen skal tages samlet stilling til, hvor der kan placeres lokalcentre i Bramming for at sikre en god betjening af boligområderne med dagligvarer. Forvaltningen anslår, at der maksimalt er rum til fire lokalcentre i Bramming.

Byrådet sagde ved samme lejlighed nej til at etablere et såkaldt aflastningscenter - et større butiksområde, hvor mange store butikker kan samles i ét område - for større og trafikskabende udvalgsvarebutikker i Bramming.

Plan & Miljøudvalget, der tidligere har behandlet sagen, tog stilling til spørgsmålet om aflastningscenter med baggrund i en henvendelse fra Pro Developments A/S, der havde ansøgt om etablering af et aflastningscenter med en samlet ramme på 3.500 kvadratmeter nord for Vardevej til boksbutikker med udvalgsvarer, efter alt at dømme en Jysk.

Annonce

Ikke et nej til Jysk

Ifølge borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) er der ikke sagt nej til etablering af en Jysk, men alene til at udpege et aflastningscenter:

- Esbjerg Kommune er i dialog om en andet egnet placering i Bramming, oplyste Frost Rasmussen inden byrådsmødet.

I forhold til placeringen af Rema 1000 har der været delte meninger om beliggenheden - mildt sagt. Placeringen har været i høring hos Bramming Byforum, HHI Bramming og Bramming Lokalråd. Formanden for Plan & Miljøudvalget, Karen Sandrini (S), kommenterede:

- Vi sendte de to konkrete forslag til Bramming Byforum, Bramming Lokalråd og Bramming HHI og har fået opbakning til kommunens prioritering af bymidten, men har ellers fået meldinger, der gik i lidt forskellige retninger. Bramming Byforum og HHI vil gerne have placeret begge butikker ved Vardevej, eventuelt samlet i et nyt aflastningscenter, og afviser placeringen af Rema 1000 ved Gabelsvej. Bramming Lokalråd har en række forbehold, men kan godt tilslutte sig ansøgernes forslag om et aflastningscenter ved Vardevej og et Rema 1000 ved Gabelsvej. Høringen gav os altså ikke et entydigt svar på, hvad man ønsker sig lokalt, sagde Sandrini blandt andet på byrådsmødet.

Annonce

Megen trafik

Venstres Karsten Degnbol, der også har sæde i Plan & Miljøudvalget, konstaterede, at trafiktællingen for Bramming viser 6.000 biler i døgnet på Gabelsvej og kun 2.500 på Vardevej:

- Det betyder jo også noget for Rema 1000, og desuden bliver boligkvarterne i Gabelsparken og Stejlgårdsparken blot endnu mere attraktive, når der kommer en dagligvarebutik.

Dansk Folkepartis Susanne Dyreborg glædede sig også:

- Det er dejligt, at Rema bliver placeret der - det er mange glade for. Og for Rema 1000s vedkommende, så skal der jo også være en forretning i det.

Høring og beslutning

På grund af den hidtidige prioritering af handelen i Brammings bymidte har Bramming ingen lokalcentre. Den nuværende centerstruktur tilsiger, at butiksplaceringer i Bramming skal ske i bymidten, men det vil der blive ændret på med den kommende udpegning af lokalcentre.

Hverken Bramming Byforum eller HHI Bramming gik ind for, at den ny Rema 1000 placeres på Gabelsvej-Kirkebrovej. Byforum pegede derimod på en placering i området omkring XL-Byg og Jem & Fix på Vardevej, og HHI i Bramming gik ind for, at en eventuel kommende Rema 1000 skulle anvises plads ved Storegade i umiddelbar nærhed af den nuværende by-bebyggelse.

Med byrådets beslutning skal der arbejdes for en ny centerstruktur med bymidte og et eller flere lokalcentre i Bramming. Samtidig igangsættes en planproces med henblik på etablering af et lokalcenter i den nordlige ende af Gabelsvej. Desuden er det vedtaget, at der ikke etableres et aflastningscenter i Bramming.

SF's Jørn Boesen Andersen, der også sidder i Plan & Miljøudvalget, forklarede om udvalgets og partiets overvejelser i forhold til at udpege et aflastningscenter i Bramming:

- Med hensyn til Jysk er der stadig mulighed for at finde en egnet placering, selvom det ikke bliver i et aflastningscenter – og det har forvaltningen lovet at arbejde videre med. Brammings geografiske placering vil være en optimal placering for en udvalgsbutik som Jysk. Men havde vi peget på etablering af et aflastningscenter, kunne vi komme i konflikt med handelslivet i Bramming By samt andre omkringliggende bymidter. Derfor kan vi (SF, red.) følge indstillingen om etablering af en ny centerstruktur i Bramming med et eller flere lokalcentre - og at der ikke etableres et decideret aflastningscenter, sagde han blandt andet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Bryllup

Ugeavisen Bramming

Hverdagen

Annonce