Annonce
Ugeavisen Bramming

Corona er ikke et individ

Husk at fodre fuglene om vinteren, skriver Karin Egholm i denne klumme. Foto: Jens Jager
Annonce

Udenfor i vores have, har vi et foderbræt, hvor vi sørger for, at de små fugle får mad igennem hele vinteren. I vores køkkenalrum er spisebordet strategisk placeret, så det har direkte udsigt til det lille foderbræt, så vi har fri underholdning til alle måltider. Ja, vel og mærke hvis det er lyst udenfor, når vi spiser. Det er super hyggeligt og noget vi fornøjer os med. Gad vide om det er noget der kommer med alderen – nej, glem det. Det er nemlig en helt anden snak, som ikke hører hjemme i den her klumme.

Fuglene, som besøger foderbrættet, har fået betegnelser som for eksempel ”vores lille ven med det røde bryst”, ”den fede due” og ”grosserne”. Ja, nogle af fuglene har ovenikøbet fået navne som ”Peter Solsort” og ”Mogensvieet”.

Men så er der jo også ”bøllefuglene”. De sorte alliker og havmågerne, der kan bortføre en hel fuglekugle uden at levere nogen som helst form for underholdning til os. Bøllefuglene virker luskede. De sniger sig ind til brættet og stjæler deres bytte, men rører vi os – ja, selv inde bag ruden – så flygter de. Feje som de er!

Og hvad har det så med min overskrift at gøre, vil nogen af jer kære læsere måske tænke. Jo, ser I: Da Corona første gang dukkede op for omtrent et år siden, fik vi som befolkning en pixiudgave af en meget kompliceret virus. Vel nærmest noget i retning af en tegning, der minder os om de miner, vi alle kender fra gamle krigsfilm. Med tegninger i giftige farver som en klar Hollywood-udgave af ”The Bad Guy” fik vi indtrykket af små tænkende væsener, der var i gang med en konkurrence om, hvem der kunne smitte flest.

Metaforer, vendinger og udtryk som, at virus kunne snige sig ind de mærkeligste stede og angribe med en ubarmhjertighed som en lejesoldat, gjorde billedet af de små banditter mere og mere nærværende. Lysende klart kunne man forestille sig den store hær af virus line sig op som hæren af tusindvis af orker, før det store slag i Ringenes Herre. Selv vores gamle hæderkronede dronning holdt en tale, hvor hun fortalte om ”fjender”, der var kommet til vores lille smukke land og nu hærgede overalt. En fjende der er snu og beregnende, og som ovenikøbet muterer som X-men og trænger ind i forklædning.

Ja, tænkt engang, billederne er efterhånden så klare, at da jeg første gang hørte om den engelske mutation, så kunne jeg levende forestille mig en virus iført bowlerhat og med paraply. En virus som på naturlig og elegant engelsk vis ville sige ”pardon”, når den trængte forbi mit immunforsvar.

Men, kære læser, i virkeligheden gør covid-19 vel bare det eneste, den kan? Nemlig æde og formere sig. Nøjagtig ligesom fuglene på vores fodrebræt ud for vores spisebord. Man kan vel nærmest kalde det for en temmelig smal arbejdsbeskrivelse. Æd og former dig. Den har ingen muligheder for avancementer eller jobskifte. Der er ikke indlagt O-dage, pensionsopsparing, barselsorlov eller søn- og helligdage. Der er heller ikke mulighed for at være kræsen og kun gå efter lyshårede eller noble mænd i den bedste alder. Til gengæld skal virus ikke tænke på arbejdsbeklædning og befordringsfradrag, og det kan man vel ikke engang kalde heldigt, for den. For virus kan ikke tænke!

Hvad er det i grunden, jeg vil sige med den her klumme?

Hvad er moralen?

Jo, husk at fodre fuglene om vinteren.


I virkeligheden gør covid-19 vel bare det eneste, den kan? Nemlig æde og formere sig. Nøjagtig ligesom fuglene på vores fodrebræt ud for vores spisebord

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Kun 10 i kirken

Ugeavisen Bramming

Nørderi

Annonce