Annonce
Ugeavisen Bramming

Coronaen koster omsætning på Darum Camping

Så pilles sommerferiehjemmet 2020 ned efter dejlige seks dage på Darum Camping. Her er Tove og Mogens Ohm Jensen i sving, før det går hjemad mod Roskilde. Foto: Kirsten Enevoldsen
Katastrofal start på sæsonen for Darum Camping, som ellers er særdeles populært hos især campister i 50+ aldersgruppen.
Annonce

DARUM: Efter seks dejlige dage på Darum Campingplads er de to vennepar, Tove og Mogens Ohm Jensen fra Roskilde og Annelise Påske Hansen og Peter Hansen fra Barrit vest for Juelsminde, nu ved at pakke sammen:

-Vi har haft nogle dejlige dage her. Det er lige en campingplads efter vores hoveder. Ikke en masse hujen og larm fra en legeplads og boldspilbane, men fred og ro og fuglefløjt.

-Og så ligger den jo lige midt mellem Esbjerg og Ribe, og vi har cykler med, så vi har haft mange dejlige ture langs diget. Naturen er jo virkelig så smuk og unik her. Vi har nydt det og kan kun anbefale stedet her – ikke mindst til årgang 50+, siger de fire venner.

De har da også været godt rundt i det sydvestjyske. I Tønder og langs Vidåen, i Højer for at købe pølser, en tur på særprægede Mandø og naturligvis i Ribe med Domkirken og de smukke historiske gader og stræder. Også Esbjerg med både den pulserende havn, de fire hvide mænd, Musikhuset og handelsstrøget har de fire indlands-turister besøgt. En dag nåede de også lidt længere mod nord - til Tirpitz museet i Blåvand:

-Og så har vi cyklet langs diget ved Vadehavet. Det er jo enestående.

Nationalsporten på disse kanter – grænsebutikkerne – har de to ægtepar dog også nået, og selv om de laver mad hjemme i den veludstyrede campingvogn med det store fortelt, så har de også spist ude flere gange – både i Esbjerg og Ribe.

Annonce

Dårlig sæsonstart

De to ægtepar er ret så typiske for de gæster, der vælger Darum Camping som feriemål, og selv om mange danskere camperer i Darum i år, så mangler campingpladsleder Jørn Pedersen en del campister for at kunne kalde 2020-sæsonen tilfredsstillende:

-Det hele tegnede godt ved årets start, hvor vi havde pænt med reservationer. Så kom jo coronaen, og det forsamlingstal, der blev meldt ud, og som i starten jo skulle gælde til slut august, betød, at alle reservationer blev aflyst. Mette Frederiksen meldte også ud, at der var indrejseforbud til minimum 31. august. Dette blev så ændret tre uger senere. Men skaderne/aflysningerne var sket. Det var en bet, og det når vi ikke at indhente, siger Jørn Pedersen, der driver campingpladsen sammen med sin hustru, Birgitte.


Mette Frederiksen meldte også ud, at der var indrejseforbud til minimum 31. august. Dette blev så ændret tre uger senere. Men skaderne/aflysningerne var sket. Det var en bet, og det når vi ikke at indhente.

Jørn Pedersen


Sædvanligvis er det hollandske turister, der fylder mest i statistikken over campister i Darum. Det bliver det næppe i år. Sidste år var 47 pct. af alle campisterne fra Holland. 27 pct. var danskere og 12 pct. tyskere.

Familien Ekkers fra Holland nyder en stille formiddag på Darum Camping. Foto: Kirsten Enevoldsen

Hollænderne sætter stor pris på naturen ved Vadehavet, hvorimod tyskerne søger mod kysten, hvor de kan bade, mener Jørn Pedersen. Darum Camping har 15-16 fastliggere, og her spores en svagt stigende interesse. Campingdelen i Darum er åben året rundt, hvorimod butik og café kun er åben i sommersæsonen, der slutter den sidste søndag i september.

Dog gør Birgitte og Jørn Pedersen en undtagelse den 31. december. Her giver de en kop eftermiddagskaffe og ønsker vinterfastliggerne godt nytår.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce