Annonce
Ugeavisen Bramming

Danmarks flotteste kunstgræsbane

Også i Tjæreborg har pigerne skud i støvlerne. Her går pigernes U10/11-hold ind på kunstgræsbanen. Foto: Kirsten Enevoldsen
En ordentlig regnskyl gjorde ikke skår i glæden over Tjæreborgs kunstgræsbane, der blev indviet søndag efter syv års fælles indsats.
Annonce

TJÆREBORG: Danmarks flotteste kunstgræsbane. Intet mindre. Herom var der slet ingen diskussion, da den søndag sidst på eftermiddagen officielt blev indviet – i et silende regnvejr, der dog ikke slog det fjerneste skår i glæden.

Det var syv års målrettet indsats, der hermed blev fejret af den halve by – eller mere – med en flok flotte børnefodboldspillere - fremtiden - i fineste klubtøj i spidsen.

Indvielsen foregik under mottoet ”fra drøm til virkelighed”, og formanden for Tjæreborg Idrætsforening, TIF, Flemming Nielsen, ridsede i sin velkomst det syvårige forløb op og fastslog, at skønt syv år kunne være et langt tilløb, så var var byggeperioden kort og effektiv.

- 1. april i år sagde Esbjerg byråd god for projektet, som finansieres 50/50 af kommune og lokale kræfter. Den følgende weekend blev banen gravet ud, og så gik det ellers slaw i slaw frem til 5. juli, hvor den første 11-mands fodboldkamp blev spillet under festugen i Tjæreborg.

Medlem af såvel kunstgræsudvalget som byggeudvalget, Finn Støjer, kunne i sin tale tilføje, at der – af primært frivillige – var kørt 300 traktorlæs jord væk, før sandet kunne lægges, rettes af o.s.v., og han havde regnet ud, at der er lagt 1500 frivillige arbejdstimer i drømmeprojektet i lange aftener og ditto weekender.

Det var da også den store frivillige indsats og det målsikre fællesskab i Tjæreborg, formanden for kommunens fritids- og kulturudvalg, May-Britt Andrea Andersen, C, fremhævede, da hun holdt den officielle indvielsestale – og senere klippede den røde snor.

Herefter var der – i ly af paraplyer og formummet i regnfrakker – varme pølser, øl og vand til alle, før festen blev rundet af med en vaskeægte all star fodbolddyst mellem go’e gamle EfB’ere og et tidligere 1. hold fra Tjæreborg. EfB’erne vandt 2-1.

Senere på aftenen vandt TIF 2-1 i en turneringskamp i serie 2 mod Videbæk.

Begge kampe blev – naturligvis – spillet på kunstgræsbanen, der hermed bestod sin prøve.

Familiefodbold-holdet på vej. Foto: Kirsten Enevoldsen
Udvalgsformand May-Britt Andrea Andersen håndterede saksen perfekt, da hun erklærede kunstgræsbanen for officielt indviet. Foto: Kirsten Enevoldsen
Og så blev banen taget i brug.
U 6/7 mix-holdet på vej ind.
Et krus fadøl kan også nydes i regnvejr.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Årets instruktør

Annonce