BRAMMING: Lidt forknyt afventende med armene ind til siden – men høje, slanke og måske en smule afventende tager de sig ud – Brammings ”fem sorte mænd”, der søndag blev afsløret i smuk efterårssol og med deltagelse af en snes brammingensere, der fik et førstehånds-indtryk af den skulpturgruppe, der nu giver Biblioteksparken endnu et fint kulturelt look.
Det er skulptør og grafiker Jan Agerbo fra Knebel på Djursland, der er kunstneren bag, og ”The Arrival” – på dansk ”Ankomsten” – er udført i brændt egetræ i ”shou sugi ban”, en japansk måde at bevare træ på.
Det er skulpturgruppen i Bramming – med Mogens Jessing og Ulla Koman-Mejer som tovholdere, der står bag realiseringen af ”De fem sorte mænd”, og egentlig daterer ideen sig en halv snes år tilbage. Dengang havde Mogens og Ulla en drøm om et gavlmaleri på den triste grå gavl ved Viadukten.
Den blev til virkelighed – udført af Mogens Jessing uden vederlag. Det samme gjorde dens omsætning til en fik plakat, som kom til salg – med glarmester Fick Rasmussen som formidler og indrammer.
Det gav penge i kassen til skulpturgruppen i Biblioteksparken. Blandt bidragyderne var også Johan Hoffmann Fonden, Esbjerg Kommune og kulturnatten, som er en frivillig forening.
Og nu står de der ”De fem sorte mænd”, som ved afsløringen fik Mogens Jessing til at afsløre sin egen lille fortælling om mændene, der måske ankommer med toget til Bramming. Står af og spadserer ud for at sanse stationsbyens puls:
- Måske de er vore afrikanske forfædre, der står og overvejer, om de skal blive her…