Annonce
Ugeavisen Bramming

Der er dømt omkørsel frem til efteråret: Kloakseparering spærrer for gennemkørende trafik i Gørding

Søndergade i Gørding vil om få dage blive gravet op, fordi der skal kloaksepareres. Det betyder, at gaden vil være lukket for gennemkørende trafik frem til ud på efteråret. Foto: Martin Wilde
Frem til efteråret bliver der spærret for den nord-sydgående gennemkørende trafik i Gørding, når et stort arbejde med at separere regnvand og spildevand begynder om få dage.

GØRDING: De pludselige og voldsomme regnvejr, som i de senere år med mellemrum er set falde over landet, typisk i sommerperioden, er årsagen til, at forsyningsselskaber i Danmark er begyndt at separere kloaker for regnvand og spildevand. Om få dage kommer turen til den sydlige halvdel af Gørding.

Her begynder Din Forsynings entreprenører med at grave i Søndergade. Siden kommer turen til Nørregade og sidegader til både Søndergade og Nørregade. Arbejdet omfatter alle gader og veje fra det sydlige byskilt i Søndergade mod nord op til Allégade. Undtaget er den vestlige del af Nygade, som for et par år siden blev gravet op og kloaksepareret. Undtaget er også Østparken, Mosevej, Skovbrynet samt den østligste del af både Østergade og Godthåbsvej. Disse gader er, ligesom den vestlige del af Nygade, allerede kloaksepareret.

- Vi går i gang syd for jernbanen. Vi begynder lige om lidt, og det bliver for alvor synligt sidst i denne uge eller først i næste uge, fortæller Tommy Andersen, som er anlægsingeniør hos Din Forsyning.

Annonce

Gader spærres

Arbejdet med at kloakseparere Søndergade betyder, at gaden graves op i sektioner, og at den derfor spærres for gennemkørende trafik. Og trafikken er – som de fleste borgere i Gørding ved – til tider heftig med store lastbiler og traktorer. Det er ikke uden grund, at byens borgere i mange år har ønsket sig en omfartsvej uden om byen.

- Arbejdet skal udføres sikkert for både trafikanter og for dem, der arbejder på stedet. Det er derfor, vi lukker vejen for trafik. Den gennemkørende trafik må så køre ad en omkørsel, siger Tommy Andersen.

Til gengæld håber Tommy Andersen, at der kun bliver én opgravning i denne omgang. Din Forsyning arbejder sammen med Esbjerg Kommune, som ved samme lejlighed skifter kantsten og renoverer fortovene. Også Gørding Vandværk er med, og udfører nødvendige arbejder, når nu gaderne alligevel er gravet op. På den måde vil borgerne forhåbentlig ikke opleve, at der bliver gravet igen, kort efter arbejdet med kloakseparering er afsluttet, og der er lagt ny plan asfalt uden lapper.


Arbejdet skal udføres sikkert for dem, der arbejder på stedet. Det er derfor, vi lukker vejen for trafik. Den gennemkørende trafik må så køre ad en omkørsel.

Tommy Andersen, ingeniør hos Din Forsyning


Arbejdet omfatter kun den sydlige del af Gørding. Det skyldes, at kloaksystemet i Gørding er delt i to. Nord for Allégade findes der et separat system, som må vente nogle år med at få udført kloakseparering.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

I skovens dybe stille ro

Ugeavisen Bramming

Graveri er i gang

Annonce