Annonce
Ugeavisen Bramming

Det forsvundne forår

Vi har nok genopdaget betydningen af samvær, hensyntagen og respekt for andre, skriver Torben Kjær Andersen i ugens klumme.
Annonce

”Vores” svaler har fået unger. Oprindeligt fem, men grundet den seneste koldfront nu kun fire krævende slughalse, som stort set kun er næb og skrig. Forældrene er til stadighed på vingerne for at skaffe insekter til afkommet, som groft udnytter den del af evolutionen, der bevirker, at en åbenstående gul mund og tilhørende skrål og skrig instinktstyret tvinger de voksne på evig jagt her i den tidlige sommer.

Og så brokkerdanske forældre sig over at have en travl hverdag……

Der herskede ellers længe tvivl hos os, værterne, om de årligt tilbagevendende gæster overhovedet kom, hvilket de da også kun gjorde delvist. De ankom tre, siden fire, men alle tilhørende de yngre generationer; forældrene sandsynligvis omkommet i Ægæerhavet, efter at et langvarigt uvejr over Middelhavet havde tvunget hundredtusinder til at lægge kursen mod Europa østover, i alt for lange stræk til at energien kunne slå til.

Men nu er de her, og som sædvanligt fremvisende en flyvefærdighed, som siger spar to til F15, 16 eller er det 17, vi er nået til? Og forhåbentlig med fire ihærdigt flyvetrænende unger om en god måneds tid.

Så noget af foråret fik da nogenlunde det udseende, vi havde vænnet os til gennem næsten en snes år. At de ældre går først til, må accepteres; det plejer at være naturens orden.

I en helt anden skala gjaldt det også for os mennesker dette forår. Vi fik lært ordet “risikogruppe” at kende på den hårde måde; bedsteforældre på plejehjem, der ikke måtte mødes med børn og børnebørn, og når det var allerværst, måtte gå ind i døden alene, efterladende familien med psykiske ar for resten af livet.

Og selv for dem, der ikke umiddelbart var i risiko, forsvandt velkendte dele af tilværelsen, som ellers hører foråret til. Børn og unges sociale tilværelse blev nu for alvor henvist til computerskærme. Skolegang og samvær måtte en tur via cyberspace, før man omend begrænset kunne fornemme, at der et sted derude stadig var venner og skolekammerater.

En trøst i det triste kan være, at vi til gengæld for afsavnene i et eller andet omfang fik genopdaget betydningen af samvær, hensyntagen og respekt for andre. Vi opdagede, at arbejdskammerater på trods af virkelighedsfjerne rationaliseringsoptimister og managementguruer ikke kan erstattes af “Skype”, “Teams”, eller nogen af de andre virtuelle “møde”-faciliteter, at den menneskelige kontakt ikke kan erstattes med en trykknap eller et link på en hjemmeside.

At vi derudover fik et vink med en vognstang om, at vi trods alt er en del af naturen og i varierende grad underlagt dens betingelser, også de ubehageligste af dem, kan vi så håbe på, vi lærer af. Så vi ikke næste gang - og der kommer en næste gang, hvad enten det er en ny corona eller noget helt tredje - i vores højmodige selvforståelse eller rettere mangel på samme står lige så uforberedte, som vi gjorde i marts 2020.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce