Annonce
Ugeavisen Bramming

Det musikalske forår på bondegårdens loft

Klummeskribentens rockkarriere begyndte og sluttede for 50 år siden. Privatfoto

Musik har fyldt meget i mit liv og gør det fortsat.

Fra jeg var skoledreng i 1960’erne, brugte jeg så megen tid, som det var muligt, på at lytte til pop og rock i radioen. Senere kom jeg gennem flere årtier til at anmelde plader og koncerter, og jeg har interviewet ganske mange rockmusikere.

Inden det kom så langt, havde jeg selv en kort karriere som musiker.

Annonce

Min mor kunne spille blandt andet klaver og harmonika efter gehør, og det håbede hun på, at jeg også kunne komme til. Som barn forsøgte jeg mig med mundharpe, xylofon, blokfløjte og meget andet, men det førte ikke til noget. Jeg kunne ikke jonglere med tonerne, og jeg orkede ikke noder.

Men jeg ville gerne spille musik. Muligheden opstod i 1971-1972.

Min gode ven Bent havde musikalske interesser, der mindede om mine. Vi lyttede sammen til The Doors, Creedence Clearwater Revival, Steppenwolf, Pink Floyd, The Beefeaters, Alrune Rod og meget andet, som var heftigt i de år. Og så havde Bent den kvalitet, at han kunne spille guitar.

Vi begyndte at tale om at danne et rockband. Min rolle var givet. Eftersom jeg var tonedøv, måtte jeg være trommeslager. Jeg havde også en idé om, at jeg kunne skrive tekster og måske melodier. Havde i flere år komponeret mine egne numre inde i mit hoved.

Bent havde en akustisk guitar, jeg en bongotromme. Vi forsøgte sammen at spille nogle af de mest enkle af vore favoritnumre. Derfra kunne det kun gå fremad. Og det gjorde det faktisk.

Bent købte en elguitar, og jeg skaffede mig et brugt trommesæt – stortromme, lilletromme, tamtam, bækkener og hi-hat.

Nu manglede vi egentlig bare en bassist. Det skulle være Per, endnu en god ven. Det krævede noget snak frem og tilbage, og det tog i virkeligheden nogle måneder, måske et halvt år, inden han var overbevist og havde anskaffet både en Höfner-elbas som Paul McCartneys, en forstærker og en højtaler.

Jeg lærte aldrig at spille trommer – eller rettere: Jeg prøvede mig frem og blev selvlært. Havde forbilleder som Maureen Tucker fra Velvet Underground og Mick Fleetwood fra Fleetwood Mac. Lyttede også begejstret til Santanas farverige og frodige rytmesektion og flittige brug af bækkener. Men ville gerne, at mit spil skulle være enkelt og intuitivt.

For få år siden fik jeg en beskrivelse at se af mit spil, nedfældet i 1973 af Bent, min guitarist. Han kaldte min stil for fantasifuld og uortodoks. Tak, Bent, det er meget pænt udtrykt.

I begyndelsen spillede vi covernumre – for eksempel The Doors’ ”Light My Fire”, Emerson, Lake & Palmers ”Knife-Edge” og blues-klassikere som ”I’m So Glad”, ”Dust My Broom” og ”Serenade To A Cuckoo”.

Vi kunne optimalt set være en powertrio som Jimi Hendrix Experience eller Cream. Men blev enige om, at vi måske skulle udvide trioen til en kvartet.

Der findes ingen billeder af klummeskribentens orkester fra den tid, da han var med, og det hed Rugbrød. Her er bandet, som det så ud fra og med efteråret 1972, i øvelokalet på Bakkevejens Skole. Fra venstre H.C. Kristensen, guitar og sang, Per Elleman, elbas, Svend Pedersen, trommer, og Bent Fjord, elguitar. Foto: Lars Aaberg Madsen

Jeg kendte H. C., men vidste ikke meget om hans musikalske evner. Bare, at han havde forsøgt sig med noget folkemusik. Jeg cyklede en aften ind til byen og lod ham byde på en kop te. Da den var drukket, havde bandet fået endnu én, der kunne spille guitar. Han var tilmed en mulig forsanger, en rolle, som Bent hidtil havde udfyldt.

I foråret 1972, altså for 50 år siden, øvede vi jævnligt, vel nærmest ugentligt, på mit loftsværelse på fødegården på Hedemarksvej. Da det blev for trangt, rykkede vi ud på selve loftet.

Med H. C. kom der nye dimensioner ind i musikken. Mere fylde. Og vore første egenkompositioner. H. C. kom med en sang, som hed ”Kartofler og tomater”. Jeg kom med en tekst, som Bent vist satte melodi til, og som kom til at hedde ”Du lagde din vej herigennem”. Vi blev dygtigere. Og ville optræde.

Vi kaldte os Rugbrød. Navnet var symbol på lidt af hvert – noget solidt, noget fundamentalt og på en drøm om at turnere rundt i et folkevognsrugbrød.

Omkring os havde vi en kreds af venner og veninder, der blev karakteriseret som henholdsvis roadier og groupier. Begge dele kærligt ment. Der var hverken økonomiske mellemværender eller krav om særlige ydelser imellem os og dem.

Fælles for de fleste af os var, at vi havde en eller anden tilknytning til Bramming og/eller til Esbjerg Statsskole, hvor vi fire i orkestret enten gik eller havde gået, ingen af os dog i samme klasse.

Apropos klasse – eller social baggrund: Den enes mor havde en damekonfektionforretning, den andens forældre drev et bageriudsalg, den tredjes mor var kontorassistent på kommunekontoret, og så var der mig, som var bondedreng.

Midt i juni 1972 spillede Rugbrød for første gang for et lidt større publikum end de nærmeste venner og søskende, som hidtil havde lyttet med, når vi øvede.

Live-premieren fandt sted ved en studenterfest. Jeg havde netop taget studentereksamen tidligere den måned, og de fleste af mine klassekammerater var samlet foran terrassen uden for stuehuset på Hedemarksvej. Jeg husker det som en succes, omend med enkelte musikalske bommerter.

Det skulle blive min sidste optræden med gruppen over for et publikum. Men der skulle gå et par lykkelige sommermåneder, inden jeg anede noget om dét. Da det blev efterår, fik bandet ny trommeslager og nyt navn. Det vender jeg tilbage til i et andet afsnit.

Jeg kendte H. C., men vidste ikke meget om hans musikalske evner. Bare, at han havde forsøgt sig med noget folkemusik. Jeg cyklede en aften ind til byen og lod ham byde på en kop te. Da den var drukket, havde bandet fået endnu én, der kunne spille guitar.

Annonce
Ugeavisen Bramming

Tilbage til fremtiden

Annonce
Ugeavisen Bramming

Ny skovkirkegård vokser op midt i Bramming

Annonce
Ugeavisen Bramming

Kim vil sætte tanker i gang på kirkegård

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Kommunen er snart klar med strategisk varmeplan

Ugeavisen Bramming

Fjernvarme: Lokalråd opfordrer byens beboere til lige at se tiden an

Ugeavisen Bramming

Mikkel laver prisbelønnede videoer for lokal ejendomsmægler

Ugeavisen Bramming

Kim fra Esbjerg kører hver uge til Bramming for at dyrke sin hobby

Ugeavisen Bramming

Modelbaneklub fejrer 10 års fødselsdag med åbent hus

Ugeavisen Bramming

Landsby vil starte eget fjernvarmeprojekt

Ugeavisen Bramming

Landbrugsskole vil være med på fjernvarmeprojekt

Annonce