Annonce
Ugeavisen Bramming

Elevatorer på banegård er langt om længe i drift igen

Elevatorerne på banegården i Bramming er netop igen klar til at køre op og ned, efter de har været ude af drift siden midt i december. Foto: Prebens Foto og Video
Annonce

BRAMMING (opdateret): Tirsdag kom de i gang igen. Siden midt i december har kørestolsbrugere, gangbesværede, passagerer med barnevogn eller tung bagage ellers haft et problem, når de skulle med toget fra perron 2 på banegården i Bramming.

Elevatorerne har nemlig været ude af drift ”indtil videre”. De kun halvandet år gamle elevatorer er af fabrikat ThyssenKrupp, og altså af samme fabrikat som en elevator på banegården i Vejle, hvor elevatorkabinen den 14. december 2020 styrtede ned over en tekniker, der var ved at servicere den pågældende elevator. Det bekræfter Banedanmarks presseafdeling i en mail overfor avisen:

"Efter hændelsen i Vejle er det af sikkerhedsmæssige grunde besluttet at gennemgå alle elevatorer af samme type i Danmark. For Banedanmarks vedkommende drejer det sig om ca. 80 elevatorer. Arbejdet med at efterse og genåbne de resterende elevatorer er i fuld gang. Nogle steder kan det kræve, at der udføres arbejde på elevatorerne, inden elevatorerne kan tages i brug igen. De resterende elevatorer vil blive åbnet igen, når Banedanmark har tilset dem og sikret, at de lever fuldt op til sikkerhedskravene. Onsdag formiddag er 55 af dem blevet inspiceret og åbnet igen."

Arbejdet med at sætte de resterende elevatorer i drift, blandt andre i Vejen og Kolding, er altså i fuld gang.

Hos DSB siger informationschef Tony Bispeskov, at DSB er opmærksom på, at der er flere uvirksomme elevatorer rundt omkring i landet.

- Det orienterer vi om på DSB's hjemmeside, hvor der er en oversigt. Har man særlige behov for hjælp, kan man kontakte DSB's handicapservice. Vi forventer og imødeser en løbende nedgang i antallet af elevatorer, der er ude af drift, og beklager de gener, det medfører, siger Tony Bispeskov.

Så nu er det igen være muligt at benytte elevatorerne, når man skal til og fra perron 2 på banegården i Bramming.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce