Annonce
Ugeavisen Bramming

Fællesskab

Åbn jeres fællesskaber og inviter nye mennesker ind i dem, lyder opfordringen fra Karin Egholm i denne klumme. Arkivfoto: Kirsten Enevoldsen

Som udgangspunkt har jeg bestemt, at denne klumme ikke skal handle om corona, og valget af emne er derfor faldet på håndbold. Ja, det er egentlig lidt skørt, for jeg spiller ikke og har aldrig spillet håndbold. Jeg har egentlig ikke forstand på håndbold, og normalt interesserer jeg mig heller ikke for håndbold. Og når det så er sagt, så er ”vi” jo blevet verdensmestre igen siden min sidste klumme.

Allerede her bliver det måske lidt mærkeligt, idet jeg skriver ”vi”, som om jeg havde nogen som helst andel i den bedrift. Men det pudsige er, at jeg år efter år her i vintertiden forvandler mig til en rigtig håndboldentusiast.

Der er den svære start i de indledende kampe, hvor man både skal lære navnene og også egenskaberne og kvaliteterne på de nye spillere at kende. Så kommer mellemrundekampene, hvor jeg kan tillade mig at skælde ud, hvis drengene ikke præsterer og vinder. Og så til sidst, der hvor ”vi” når finalerne. Det er det tidspunkt hvor alt arbejde, spisetider og telefonsamtaler må vente til senere, og hvor jeg oplever mig selv siddende helt ude på kanten af stolen eller sågar stående storråbende efter uduelige dommere og usportslige modstandere. Det er det tidspunkt, hvor man kan mærke hjerte slå lidt hårde og blodet rulle i årene efterhånden som spændingsniveauet stiger. ”Vi” jubler, når drengene modtager medaljerne og igen, når det helt særlige øjeblik kommer, hvor pokalen løftes. Efter medaljeoverrækkelserne bliver det en smule tomt i hverdagen, ja, der går faktisk ikke mange dage, så er håndboldfeberen efterhånden aftaget igen.

Og hvad er det så, der gør, at jeg pludselig bliver så sportsinteresseret? Svaret er indlysende: Fællesskabet – det helt fantastiske i at være fælles om en sag. Alle mennesker har brug for at være en del af et fællesskab. Og så lige tilbage til håndbolden for det er da en skøn tanke, at en betragtelig del af nationen sidder i et fællesskab på samme tid og hepper på ”vores drenge”.

Sorry, men på en eller anden måde får corona så alligevel sneget sig ind i den her klumme. For midt i en turbulent tid med restriktioner, forsamlingsforbud og afstandskrav dukker flere og flere fællesskaber op. Gå fællesskaber, sang fællesskaber og især digitale fællesskaber - bare for at nævne enkelte af de tiltag, der er dukket op i det sidste år. Der er fællesskab i at spise på afstand, der festes på afstand også i fællesskab, og der trænes på afstand i et stort fællesskab. Kreativiteten for at opretholde fællesskaberne er stor, men efterhånden som tiden går, bliver det desværre lidt ligesom en forloren hare. Den kan godt ligne en hare, men det smager som frikadelle.

Vi har vel alle sammen hele tiden vidst, at mennesket grundlæggende er et socialt væsen. Men at trangen og ønsket om at være sammen med andre skulle blive så enormt stort, som vi alle sammen mærker lige nu, er der vel ikke mange af os, der havde drømt om. At vi er så afhængige af venner, familie, kolleger, partnere ja, selv tilfældige medpublikummer til en festival, havde vi ikke opdaget, hvis ikke vi mere eller mindre nødtvunget var blevet isoleret i det meste af det seneste års tid.

Jeg tænker derfor, at de fleste af jer har det nøjagtig som jeg. Jeg glæder mig vildt til at komme tilbage på arbejde, til at invitere gæster, til at være sammen med alle de, jeg holder af, og som jeg ikke har brug tid sammen med i lang, lang tid.

Og når jeg så skriver det, så kommer jeg også til at tænke på de mennesker, der måske er tvunget til at leve mere eller mindre alene, også selvom der ikke er en pandemi, der kræver isolation. Mennesker, der af en eller anden grund har svært ved at finde eller måske være i fællesskaber. Så min opfordring med den her klumme skal være, at vi alle sammen også på den anden side af pandemien skal vise samfundssind og tænke på andre end os selv – så åbn jeres fællesskaber og inviter nye mennesker ind i dem og skab også nye fællesskaber. Ethvert menneske har noget unikt at byde ind i fællesskaber med.

Pas fortsat godt på hinanden!


Min opfordring med den her klumme skal være, at vi alle sammen også på den anden side af pandemien skal vise samfundssind og tænke på andre end os selv – så åbn jeres fællesskaber og inviter nye mennesker ind i dem og skab også nye fællesskaber. Ethvert menneske har noget unikt at byde ind i fællesskaber med.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce