Annonce
Ugeavisen Bramming

Fuldt hus på Gymnastik- og Idrætsefterskolen

Vi skal sammen finde balancen mellem "jeg" og "vi". Foto: Kirsten Enevoldsen
Et efterskoleophold er for livet, fastslår skolens nye forstander, Nikolaj Primdal.
Annonce

BRAMMING: Egentlig var det Nikolaj Primdals unge søn, Mikkel, der skulle begynde i 10. klasse på Bramming Gymnastik- og Idrætsefterskole her ved skoleårets start i august. Han blev imidlertid overhalet af sin far, der faldt så pladask for skolen, da de besøgte den på efterskolernes dag, at han ikke kunne dy sig for at sende en ansøgning afsted, da bestyrelsen slog forstanderstillingen efter Kirsten Tygesen op:

-Da jeg kørte hjem efter anden samtalerunde, vidste jeg, at jeg 100 pct. sikkert ville sige ja, hvis jeg fik stillingen tilbudt, siger Nikokaj på en halvgrå formiddag i en mennesketom skole, hvor han er på lynvisit for at sætte noget af sit habengut ind i forstanderboligen.

-Og jeg glæder mig og er SÅ klar til den her opgave, siger den 46-årige leder, der er læreruddannet fra Skive Seminarium og i mange år har arbejdet med unge mennesker i både sportslige og undervisningsmæssige sammenhænge. De seneste mange år som sportscollegeleder på Campus Vejle.

Annonce

En balancegang

Nikolaj Primdal kalder flere gange arbejdet med unge mennesker for en ”balancegang”, og hermed mener han, at efterskolerne har en betydningsfuld opgave:

Lidt sært at opholde sig på en mennesketom skole, men inden for kort tid summer den igen af unge stemmer og forventninger til et års efterskoleophold. Foto: Kirsten Enevoldsen

-Vi skal bidrage til at gøre de unge til helstøbte, ansvarlige mennesker, der oplever glæden ved at være en del af et fællesskab – og glæden ved at bidrage positivt til det. Vi skal alle finde balancen mellem ”jeg” og ”vi”. De medmenneskelige relationer er fundamentet for et godt liv. Det er ikke altid ”mig”, det handler om. Vi er hver især en del af et hele, og det tror jeg, eleverne mærker og oplever på egen krop ved et efterskoleophold. Jeg ved, det er en udskrivning for forældrene, men jeg synes, det er en god investering – en investering for livet, fastslår Nikolaj, der også understreger, at han jo kommer til et sted, der fungerer, har et dygtigt personale og på alle måder er veldrevet med en sund økonomi og alle pladser besat.


Vi skal bidrage til at gøre de unge til helstøbte, ansvarlige mennesker, der oplever glæden ved at være en del af et fællesskab – og glæden ved at bidrage positivt til det.

Nikolaj Primdal


Annonce

Med i morgenvagterne

Gymnastik- og Idrætsefterskolen har 140 elever og en lille venteliste, 33 ansatte; heraf 17 undervisere, og blandt de 33 er flere timeansatte; bl.a. i køkkenet:

-Jeg vil være med i samtlige morgenvagter, så jeg får god kontakt til eleverne fra dag ét. Jeg har ikke planer om nogen form for revolution, men selvfølgelig skal udviklingen heller ikke stå i stampe. Nu stikker jeg fingeren i jorden og går ind i arbejdet med åbent sind, siger Nikolaj, der selv er skemasat med ti ugentlige undervisningstimer – i matematik og fodbold.

Fodbold er hans store interesse – han har bl.a. været talentchef i AC Horsens og assistenttræner i Vejle Boldklub, men også triatlon dyrker han, og så er cykling – på racercykel – hans helt store lidenskab.

Annonce

Far til Mikkel og Cecilie

Foruden en uge i sommerhus på Rømø med Mikkel, 15 år, og hans søster Cecilie, 12 år, har han da også brugt sommerferien på cyklen i Frankrig:

-Her er bakkerne trods alt en lidt større udfordring end herhjemme; om end der skal lidt træning til for at komme op ad Munkebjerg bakke.

Nikolaj Primdal glæder sig også til det kollegiale samarbejde med de øvrige efterskoler på egnen, og når forstanderboligen har fået nye vinduer og er blevet gjort helt indflytningsklar, kommer de sidste ting fra Vejle:

-Så skal jeg også bruge noget fritid på at se mig omkring her på egnen, så jeg på sigt kan kalde mig brammingenser, siger den nye forstander, der er bon-kammerat med EfBs assistenttræner, Claus Nørgaard, og derfor helt givet også tid efter anden vil være at finde på lægterne i Blue Water Arena.

PS: Samtidig med at Nikolaj tiltræder i Bramming begynder Mikkel i 10. klasse på Vojens Efterskole, mens Cecilie begynder i 6. klasse på Grejsdalens Skole i Vejle.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce