Annonce
Ugeavisen Bramming

Grand Prix vinder Laurits Emanuel: - Jeg glæder mig til at komme hjem til Bramming!

Glæden var stor, da Fyr & Flamme lørdag vandt Dansk Melodi Grand Prix 2021. Laurits Emanuel (med guitar) glæder sig til at komme hjem til sin fammilie i Bramming. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Grand Prix-sejr er et ekstra boost på karrieren for den allerede succesfulde duo Fyr & Flamme med guitarist Laurits Emanuel, der for lidt over et år siden flyttede til Bramming.

BRAMMING / KØBENHAVN: Det blev en tæt afgørelse. Med 37 procent af stemmerne tog duoen Fyr & Flamme med sanger Jesper Groth og guitarist Laurits Emanuel, der bor i Bramming, sejren i Dansk Melodi Grand Prix lørdag aften. Kun tre procentpoint skilte dem fra andenpladsen.

Glæden over sejren i Dansk Melodi Grand Prix var der ingen ende på. Og det er en hektisk Laurits Emanuel, Ugeavisen fanger på telefonen et par dage efter sejren. Der er møder, som skal holdes, og andre journalister, der skal tales med, og derfor bor han på hotelværelse i København de første dage i denne uge. For forberedelserne til duoens deltagelse i det internationale Melodi Grand Prix i Holland er allerede i gang.

- Jeg glæder mig til at komme hjem til  Bramming. Komme tilbage til mine chiliplanter, min kone og mine børn. Lige nu ligner jeg en kontortype, og jeg tror egentlig først, det går op for mig, hvad der er sket, når jeg har børnene i min favn.

Annonce

Lægeturnus

33-årige Laurits Emanuel er far til to sønner på henholdsvis et halvt år og tre år. Den ældste går i børnehave, mens den yngste passes af moderen.

- Hun tager fuld barsel, mens jeg render rundt og leger popstjerne, som Laurits Emanuel udtrykker det.


Jeg glæder mig til at komme hjem til Bramming. Komme tilbage til mine chiliplanter, min kone og mine børn. Lige nu ligner jeg en kontortype, og jeg tror egentlig først, det går op for mig, hvad der er sket, når jeg har børnene i min favn.

Laurits Emanuel


Familien flyttede til Bramming op til årsskiftet 2019/2020, fordi Laurits Emanuels hustru er nyuddannet læge og fik et KBU-ophold - det som tidligere hed turnus - på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

- Det er nok de færreste, der ved, at vi bor i Bramming. Eller har vidst det indtil nu. Min kone har tidligere boet i Bramming, og børnene har en dejlig mormor og en dejlig oldemor i byen. Så det er godt. Men det har været lidt svært for mig at socialisere mig i byen på grund af alt blev lukket ned på grund af corona, siger Laurits Emanuel om, hvorfor det blev Bramming og ikke Esbjerg, familien flyttede til i juledagene 2019. Han savner nogle at spille lidt fodbold med.

- Jeg er en glimrende mandagstræner!

Annonce

Forberedelser

Det er nok begrænset, hvor meget tid, Laurits Emanuel kommer til at opholde sig i Bramming i den kommende tid - også selv om han vil prøve at være så meget hjemme som muligt. Men allerede nu er forberedelserne til det internationale Melodi Grand Prix gået i gang. Og gået i gang er også billetsalget til en turné, som Fyr og Flamme har planlagt i år.

- Og jeg skal hilse og sige, at billetsalget går strygende, siger han.

I modsætning til en del andre kunstnere, så havde Fyr & Flamme ikke planlagt i deres karriereforløb, at de skulle deltage i Melodi Grand Prix. De havde allerede udgivet to succesfulde sange forinden, og da musikgenren minder lidt om grand prix-stilen, så valgte de at sende sangen "Øve os på hinanden" ind til Danmarks Radio, hvor den blev udvalgt.

Annonce

En mulighed

- Vi har jo en lyd fra slut 80'erne og start 90'erne, og Melodi Grand Prix er bare et ekstra skub i vores karriere. Vi har gang i at lave en plade, og så var Melodi Grand Prix en mulighed, og den har vi valgt at tage. Vi havde platformen allerede, og genren er en del af det, vi laver i forvejen. Andre kunstnere slår knuder på sig selv, for at være med i Melodi Grand Prix, men vi har ikke problemer med at identificere os med den, siger Laurits Emanuel, der til gengæld også er glad for, at han er en erfaren musiker 33 år og ikke en ung mand på 18, da han vandt Melodi Grand Prix.

- Vi glæder os til at deltage i det internationale, og så tager vi det for det, det er.

Og så er det videre til de næste. Efter ugeavisen er der to andre journalister, som venter på, at Laurits Emanuel ringer tilbage. Han har travlt. Det bliver vist ikke lige de første dage, han kommer hjem til Bramming.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Hemmeligheder

Annonce