Annonce
Ugeavisen Bramming

Hvor har det dog været kedeligt!

Hvor er det fantastisk at være i gang igen! Det er U13’s første sæson på en 11 mands bane, så der er meget tavs viden, der skal gives fra træner til spillerne, skriver Jonas Mathiesen blandt andet i denne uges klumme. Arkivfoto: Kirsten Enevoldsen

Da jeg sendte min sidste klumme afsted, begyndte jeg straks at tænke på hvad jeg skulle skrive om til næste gang. Jeg anede ikke mine levende råd. Corona er et emne som ingen gider at snakke om længere. Landet er lukket ned grundet corona, så det er der heller ikke så meget spændende i.

Jeg kunne skrive om lempelserne i restriktionerne og om, hvordan vi lige så stille kravler og kryber os imod en normal hverdag, men det virker også bare så afsindig kedeligt og gennemtygget. Så klokken 19.22 på deadline dagen for klummen, var jeg i færd med at skrive en e-mail til Kirsten fra Ugeavisen, hvori jeg beklagede, men at jeg måtte kapitulere, for jeg kunne simpelthen ikke finde på noget at skrive om.

For det sker jo absolut intet. Landet er lukket ned. Der er så småt begyndt at ske lidt. Det er ligesom at vågne om morgenen fordi at man begynder at få solen i øjnene i det den står op over taget på naboens hus. Den første reaktion burde være at springe ud af sengen og omfavne dagen, men de fleste af os kender vel mere til den anden løsning, at rulle rundt og sove videre… For det tager tid at vænne sig til at verdenen igen kommer til at vågne op.

Bare lige fem minutter mere.

Jeg er blevet sindssyg af at gå ture, for at få nogle kilometer i benene. Og løb har jeg virkelig svært ved at motivere mig selv til…

I guder, hvor er det kedeligt at gå en tur! Der skal være noget intensitet og noget at løbe efter, inden jeg har lyst. Jeg ved godt, at det får mig til at lyde som en hund, der jagter den pind, som ejeren kaster afsted. Men mest af alt har jeg sgu også følt mig som en hund, der har været lukket inde i alt for længe!

Jeg har oprigtigt ondt af dem, der ikke kan få lov til at dyrke deres hobby eller sportsgren. For eksempel håndboldspillerne! De udendørs aktiviteter er åbnet op igen. U13 er startet op, og jeg har fået mig en ny rolle som assistenttræner. Det er rart at kunne kigge lidt med og se, hvordan en anden træner ville tage fat i en opgave eller problemstilling. I det hele taget er det rart at have en at sparre med omkring fodbold.

Hvor er det fantastisk at være i gang igen! Det er U13’s første sæson på en 11 mands bane, så der er meget tavs viden, der skal gives fra træner til spillerne. Men at se det gåpåmod og engagement, som både trænere og spillere leverer, hver gang vi mødes, giver forhåbninger om et rigtig godt fodboldår.

Der er lys forude, venner! Og vi skal gribe lige præcis den mængde, der viser sig, og få det bedste ud af den! Hvor har det dog været kedeligt at vente på, at verdenen igen åbner op. Men for pokker hvor er vi da tæt på! Bare lidt endnu. Jeg kan godt!


Der er lys forude, venner! Og vi skal gribe lige præcis den mængde, der viser sig, og få det bedste ud af den! Hvor har det dog været kedeligt at vente på, at verdenen igen åbner op. Men for pokker hvor er vi da tæt på! Bare lidt endnu. Jeg kan godt!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Hemmeligheder

Annonce