Annonce
Ugeavisen Bramming

I Bramming hersker tag-fat-ånden

Mogens Hansen – her fotograferet midt i Egnsmuseets sidste udstilling – en flot, speciel og fortællende udstilling om maleren Anita Houvenaeghels religiøst inspirerede kunst – ogom hendes eget liv og udvikling. Foto: Kirsten Enevoldsen
Museumsinspektør Mogens Hansen har netop rundet de 70, og med udgangen af denne måned fratræder han stillingen i Bramming.
Annonce

BRAMMING: Det er det bedste job, jeg har haft i hele mit liv.

Ordene kommer fra Hjertet, og museumsinspektør Mogens Hansen på Bramming Egnsmuseum uddyber gerne:

- I Bramming har jeg oplevet en meget stor grad af frihed under ansvar. Frihed til at udvikle mine ideer. Tro og tillid fra bestyrelsen i de første år – og fra direktør Flemming Just, Sydvestjyske Museer i de senere år.

Mogens Hansen, som rundede de 70 søndag den 3. november, har de sidste 13 år taget turen fra Grindsted til Bramming for – som en stout bondemand - at passe dagens dont uden skelen til det ugentlige timetal. Han hviler så 100 pct. i sig selv og har – foruden solid teoretisk uddannelse og mange års erfaring fra Vesthimmerlands Museum og Grindsted-Vorbasse Museum – en smittede nysgerrighed som drivkraft.

Indleveres et stykke værktøj, husgeråd, møbel eller andet med præg af tidligere tiders levede liv, ja så går arkæologen straks i gang med at finde historien bag den indleverede genstand.

Blå bog

Mogens Hansen er født i Hover ved Vejle og vokset op i Jelling.

Studentereksamen i Vejle 1970.

Arkæologistudier i Århus 1970-78.

Ansat ved Himmerlands Museum i Års 1978-94; de sidste ni år som museumsleder.

Grindsted-Vorbasse Museum 1995-2004.

Antikvarisk Samling i Ribe 2005.

Bramming Egnsmuseum 2006-2019.

Annonce

Mogens og Bramming/retur

Mogens Hansen har givet Bramming og omegn så meget viden og indblik i forfædrenes liv og stationsbyens historie, at det her i et afskeds-interview må være på sin plads at spørge, hvad Bramming har givet ham den anden vej:

- Jeg har mødt så mange kreative og engagerede mennesker. Og originaler. Originaler på den spændende måde. Her er så mange typer, der – heldigvis – ikke er som folk er flest. Og dem har jeg mødt, talt med og arbejdet med her i det gamle elværks bygning, hvor det emmer af historie og ægthed. Det har været et privilegium!

- Og så er jeg tillige så privilegeret, at jeg har fået en ”emeritus-aftale” med Flemming Just om, at jeg må arbejde videre med det materiale, vi indsamlede, da vi for nogle år siden lavede udstillingen om ”Møbelbyen Bramming”. Jeg vil gerne skrive en bog om møbelindustrien her på egnen. Jeg har mange interviews samlet i kasser, og det er virkelig interessant at dykke ned i, hvordan møbelfolkene var indbyrdes forbundet i fantastiske netværk samtidig med at de jo var konkurrenter. DEN historie om DEN epoke i Bramming historie skal skrives!

Annonce

Lang juleferie i år

Men ellers glæder museums-gubben sig allermest til at sove længe om morgenen, når han fratræder 30. november. Hele december har han da også – sammen med sin hustru, Bodil Ølholm, aftalt, at der står juleferie på.

Her ved det gamle plankebord på førstesalen i det gamle elværk filosoferer Mogens Hansen også lidt over de mange, mange mennesker, han har truffet i Vesthimmerland, i Grindsted-Vorbasse og i Bramming:

- Jylland har ganske vist en beskeden størrelse, og heldigvis er alle mennesker unikke. Alligevel erindrer jeg det præg af en indre mission, der lukkede sig meget om sig selv, jeg oplevede i Himmerland. Grindsted havde også sin indremissionske menighed, men jeg havde haft ansvaret for museumsgården Karensminde et års tid, før det gik op for mig, at her faktisk var en IM-højborg. Det var nemlig en mere åben og mindre fordømmende form end jeg kendte fra Års-tiden. Her i Bramming er det ikke noget, der gennemsyrer befolkningen, og det indremissionske segment er både åben og tolerant. Jeg har da også lige haft besøg af konfirmandholdet på Friskolen. Dejlige unge mennesker.

- Bramming er så også speciel på grund af historien. Omfanget af industrivirksomheder skiller sig markant ud fra byer af tilsvarende størrelse. Selv i dag er Bramming jo en by med store og moderne industrier. Byen kan synes en smule klemt mellem den gamle domkirkeby med mange hundrede års historie og den unge storby med først fiskeriet – og nu olie-, gas- og vind som varemærke.

- I Bramming er intet kommet af sig selv. Her er en yderst aktiv og mangfoldig tag-fat-ånd. Det præger befolkningen, foreningslivet og kulturlivet.

Mogens Hansen i Egnsmuseets værksted, hvor han har fået en tvebakkemaskine ind fra et tidligere bageri i Darum. Spændende, og museumsinspektøren kaster sig over den og fortæller engageret. Foto: Kirsten Enevoldsen
Annonce

Teologi for lægfolk

At Mogens Hansens interesse for kristendom og religiøse strømninger er af gammel dato er velkendt. Han bruger da også en lørdag hver måned for at gå til ”teologi for lægfolk” i Århus, og han er allerede flere hundrede sider henne i arbejdet med at forske i de danske bibeloversættelser fra 1535 og frem til i dag:

- Det er indholdet i de første 11 kapitler af Det Gamle Testamente, jeg gransker. Det er utrolig interessant at se, hvordan indholdet er præget af de religiøse strømninger, der har været i det pågældende århundreder. Det arbejde skal jeg naturligvis også have gjort færdig.

Ingen tvivl om, at Mogens Hansen bliver en af de pensionister, der nok skal vide at give det øgede antal fritimer indhold og lægge livskvalitet også i livets efterår.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

80/20

Ugeavisen Bramming

Her handles med alt

Annonce