Annonce
Ugeavisen Bramming

I fællesskab

Torben Kjær Andersen skriver denne uges klumme om det blomstrende fællesskab hver for sig og på afstand, som er spiret frem dette forår under coronakrisen. Arkivfoto: Martin Wilde
Jeg har nu bidraget - eller generet, alt efter hvad du synes – med klummer i Ugeavisen et par år eller flere. Efter bedste evne altid med en blanding – passende eller ej – af seriøsitet og et nip humor eller to. Hvorfor skræmme læserne væk, når man nu har brugt timer og dage på at finpudse sit ubeskedne bidrag til verdenslitteraturen?
Annonce

Klumme: Om mine indspark har kastet tanker af sig? Tjah, lidt respons har jeg da fået og jeg ved, at der er nogle faste læsere, men ikke hvor mange. Antallet er for øvrigt også lige gyldigt; det er tankerne, der tæller.

Denne klumme skulle sådan set ikke afvige væsentligt fra de foregående; blandingen af seriøsitet og humor var sat op, krydret og jævnet, klar til at komme i ovnen.

Men nej, sådan bliver det nok ikke. Den vanlige laden humoren løbe i pennen må denne gang sandsynligvis vige for tidens alvor, omend den måske kortvarigt stikker hovedet frem i trods mod netop alvorens dominans.

Der synges og spises på afstand, der vises respekt og hensynsfuldhed i et omfang, vi for få måneder siden ville have anset for utænkeligt i et samfund, der indtil da i stigende grad kunne beskrives med ordet “jeg” og ikke “vi”.

Annonce

Hvilke konsekvenser?

Hvordan kan det være anderledes i en situation, hvor landet er lukket ned og opruster til kamp mod en ukendt fjende, der lurer på at tage livet af et i skrivende stund uvist antal tusinde af mine medborgere, en stor del af det erhvervsliv, vi tidligere har taget for givet, fremtidstro og vaner? Og vel at mærke en situation, hvor mange andre nationer tager de samme forholdsregler som os i tiltro til, at det vil vise sig at være netop dét kampmiddel, der tager livet af fjenden eller i det mindste maner dens trusler i jorden.

Men hvor den underliggende frygt er, hvor mange liv et sådan verdensomspændende økonomisk tilbageslag vil vise sig at koste efterfølgende. Og ikke mindst hvilke konsekvenser vil det have for vores fremtid, uddannelse, job, omgang med hinanden?

Annonce

Panik er ikke en udvej

Hvad gør man, når en sådan ny og hidtil ukendt fjende melder sin ankomst?

Nej, man går ikke i panik, for alt i verden. Panik er ikke en mulighed for handling, ikke i nogen tænkelig eller utænkelig situation. Panik er et udtryk for handlingslammelse, et fortvivlelsens råb fra de, der uden historisk erfaring ser en ukendt, truende og uforudset virkelighed udfolde sig for deres øjne. Men panik er ikke løsningen, aldrig.

Det er forståeligt, at de bestemmende gribes af rådvildhed og forvirring, når de ikke kan støtte sig til erfaring fra tilsvarende hændelser. Det er forståeligt, når de siger: “vi ved det ikke” eller “vi er ikke fejlfri”. Men de er jo valgt til at handle, vi har jo ved at stemme på dem vist vores tiltro til, at netop dét kan de. Og derfor er panik ikke en udvej.

Annonce

Utænkeligt

I skrivende stund er valget faldet på målrettet støtte til udvalgte grupper, som af vidt forskellige årsager har støtte behov. Håbet er, at dette vil hjælpe de fleste af os gennem truslen og ud og i gang på anden side, uden at vi har båret de værste følger ved at lade fjenden rase uden nogen form for kontrol.

Og i det omfang, indsatsen retter sig mod vores daglige adfærd og omgang med hinanden, ser det ud til, at de fleste fatter alvoren. Ovenikøbet viser der sig, som i tidligere kriser, en opfindsomhed og en vilje til sammenhold – på afstand, forstås – der luner og inddrager andre i en aktiv forståelse for, at livet skal leves, skal gå videre. Der synges og spises på afstand, der vises respekt og hensynsfuldhed i et omfang, vi for få måneder siden ville have anset for utænkeligt i et samfund, der indtil da i stigende grad kunne beskrives med ordet “jeg” og ikke “vi”.

Vi ses.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Traditioner

Annonce