Annonce
Ugeavisen Bramming

I skovens dybe stille ro

Torben Kjær Andersen har skrevet denne uges klumme om støj, konspirationsteorier, frygt og påpasselighed. Foto: Martin Wilde

Hvis et træ falder i skoven, uden at nogen er til stede, støjer det så?

Vær varsom, når du svarer; her er vi nemlig inde i den dybere filosofi om observation og eksistens.Eksisterer noget, hvis vi ikke kan se det? Eller er der i grænselandet med tro og viden mere mellem himmel og Jord?

Men bare rolig, vi skal nok forlade filosofien, før den begynder at trætte nogen.

Og dermed tilbage til træet: Nej, det frembringer (måske?) en lyd, men støje, dét gør det ikke, for støj er lyd, der generer, og der var jo ingen til stede til at blive generet. Så træet falder, men vi ser det først bagefter eller måske slet ikke.

Sagt med andre ord, eksisterer noget, hvis ikke nogen observerer det? Og det indlysende svar er selvfølgelig: ja, da, bingo; mon ikke bunden af Marianergraven eksisterer, selvom der kun én gang har været mennesker dernede, 11 km under havets overflade?

Men nu til det lidt sværere: Kan der i den overfyldte skov af information på de sociale medier, lyde lyde af faldende træer, som vi ikke hører? Kan der bag udtalelser fra politikere og eksperter gemme sig begravede hunde eller andre former for pointer, som vi ikke gøres bekendte med, og som vi derfor ikke kan forholde os til? Og også hér er det indlysende svar: ja,da; de udtalelser, der fremsættes, bygger på et udvalg af sorteret information, som er egnet til at understrege den udtalendes budskab uden forstyrrelse. Der ligger ikke nødvendigvis skumle tanker bag, men det er klogt som læser eller tilhører at forholde sig til mulige, men ikke-belyste nuancer.

Personligt gider jeg ikke beskæftige mig med den skov af konspirationsfantasier, der florerer på internettet. Derimod interesserer netop forholdet mellem observation og eksistens mig, fordi manglende respekt for netop dét nemt kan give én et forvrænget billede af virkeligheden.

Er det for eksempel hele sandheden, når det påstås, at der er kommet flere orkaner siden starten af den industrielle periodes udledning af CO2? Eller er der en ikke-belyst, men mulig sammenhæng mellem den voldsomt forøgede befolkningskoncentration i orkanfølsomme kystområder og fremkomsten af landsdækkende her-og-nu-medier og dermed vores muligheder for at følge med i begivenheder, vi ellers ikke ville ane noget om?

Dermed være ikke sagt, at der ikke sker klimaforandringer, men blot, at påstande om, at der i de sidste to århundreder er sket flere katastrofer end tidligere bør sammenholdes med øget mediedækning. Og med, at vore muligheder for at værne os mod dem også er blevet bedre i kraft af øget teknologiske viden og velstand i samme periode. Officielle statistikker viser da også faldende økonomiske omkostninger og tab af menneskeliv i samme periode.

Og ikke for at tale frygt, påpasselighed og sorgen over tabte menneskeliv i den hærgende pandemi ned, så er mediedækningen af netop dén også øget forhold til, hvad den var under den spanske syge og fortidens utallige andre pandemier. Hvilket naturligvis sammen med teknologiske fremskridt giver os øget bevågenhed for pandemiens konsekvenser og øgede muligheder for at gribe ind med forebyggende adfærd og konkrete værnemidler. Men som også medvirker til en fejlagtig tro på, at dét her er en midlertidig foreteelse, som kun rammer ind i netop vores arbejdsliv, eksaminer og feriemuligheder. Mens historien og virkeligheden viser os, at pandemier og andre for os mennesker livspåvirkende katastrofer er et evigt vilkår, som vi bestandigt må forholde os til og efter evne værne os imod.

Personligt gider jeg ikke beskæftige mig med den skov af konspirationsfantasier, der florerer på internettet. Derimod interesserer netop forholdet mellem observation og eksistens mig, fordi manglende respekt for netop dét nemt kan give én et forvrænget billede af virkeligheden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce