Annonce
Ugeavisen Bramming

Jagt, frimærker, postkort – og el-bil

Hans Chr. Fuglsang med samlingen på 409 Bramming-postkort, hvorfra der er valgt 118 til bogen om gamle Bramming-postkort. Med undtagelse af tre i samlingen er samtlige billeder taget af de legendariske Bramming-fotografer C.K. Olesen og hans datter Maren. Foto: Kirsten Enevoldsen
Hans Chr. Fuglsang har slet ikke tid til at kede sig, og han stod af tidsræset, da han i november 2009 gik på efterløn grundet sygdom. Har netop fået udgivet en bog om gamle Bramming-postkort.
Annonce

BRAMMING: Jagtlovgivningen er indviklet, og det har den 74-årige, nu pensionerede skolelærer Hans Chr. Fuglsang i Bramming besluttet sig for at gøre noget ved. Han er nemlig – foruden meget andet – samler af guds nåde. Frimærker og gamle postkort er blandt hans yndlings-objekter, og det er frimærkerne og postkort med jagtbare vildtarter, han vil bruge til at formidle jagtlovgivningen med:

-Jeg pønser på at udgive en bog om jagtlovgivningen i frimærker/postkort, så også svage læsere kan forstå den. Det synes jeg kunne være spændende, men lad os nu se, hvor langt jeg når, traller Fuglsang, der har været med i et jagtkonsortium på Riber Kjærgaard Landbrugsskole.

Fuglsang er lige nået hjem fra bilforhandleren. Han er nemlig også med på beatet, når det gælder grøn energi, så han har lige hentet sin spritnye el-bil – en Hyundai KONA electric, som der står på den gråmetallic skinnende sag i indkørslen.

-Det er helt vildt. Jeg kan slet ikke høre den, når jeg kører i den, men nu skal jeg altså ha’ lært at bruge den, siger han, mens kaffen snurrer, og vi når til anledningen med besøget i Nygårdsparken: Den netop udkomne bog ”DET

-VAR DENGANG – Bramming postkort for 100 år siden” – udgivet af Bramming Byhistoriske Arkiv med billedtekster af arkivets formand, fhv. bibliotekar Stig Hegn.

Annonce

Masser af postkort

-Jeg har masser af postkort, og da jeg begyndte at komme på Mødestedet, traf jeg nu afdøde Lars Hartvigsen, der var absolut storsamler. Jeg købte hans samling af hans efterladte hustru, og nu har jeg så min egen enorme Bramming-samling, fortæller Fuglsang, der egentlig stammer fra Lustrup ved Ribe, men har opgivet af samle Ribe-postkort:

-Det er helt uoverkommeligt. Husk på det er landets ældste by, men samlingen her fra Bramming er jeg stolt af, og den skal ikke splittes op og sælges enkeltvis. Når jeg engang takker af, håber jeg, at mine børn vil overdrage samlingen til arkivet, for der er virkelig meget interessant lokalhistorie i de mapper her, siger Fuglsang, der har alle postkort sirligt samlet i to ringbind.

-De mest værdifulde – op til 1000 kroner stykket, hvis jeg ville sælge dem – er kortene fra den store togulykke i 1913, siger Hans Chr. Fuglsang, der flyttede til Bramming i 1971 og har undervist på Bakkevejens Skole i henved 40 år – og tillige har fungeret som skolevejleder.

Annonce

Interessant bog

Hans Chr. Fuglsang, der mistede sin hustru for fem år siden, har valgt 118 historiske Bramming-postkort til den bog, der nu sælges fra Arkivet i Skolegade på tirsdage klokken 13-15, fra Bramming Egnsmuseum og i SuperBrugsen den 4. december. Bogen koster 150 kroner, og der skal betales enten kontant eller med mobilepay, siger Birthe Hoffmann fra Byhistorisk Arkiv.

-Jeg synes jo, det er en interessant bog med masser af gode historier fra det gamle Bramming, siger Fuglsang, der foruden jagt, frimærker og postkort har sine to børn og fire børnebørn i Silkeborg og Tønder at passe:


-Og nu kan jeg så suse på besøg i elbilen, smiler han muntert og tilføjer, at tidens stress og jag faktisk ikke interesserer ham overhovedet:

-Da jeg gik på pension, tog jeg mit armbåndsur af, og siden har jeg ikke båret det!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Traditioner

Annonce