Annonce
Ugeavisen Bramming

Jeg elsker den brogede verden

Jeg elsker den brogede verden, er en sang, ugens klummeskriver Karen Schmidt har kendt i mange år og har spillet på klaveret et utal af gange. Arkivfoto: Kirsten Enevoldsen
Annonce

Jeg elsker den brogede verden trods al dens nød og strid; for mig er jorden skøn endnu som i patriarkernes tid.

I fredags sad jeg som mange andre danskere og så Fællessang – sammen hver for sig med Mads Steffensen og Phillip Faber ved roret. En af de sange som blev fremført denne aften, var en gammel sang fra Højskolesangbogen: Jeg elsker den brogede verden. Jeg har kendt sangen i mange år, fordi det er en af min bedstemors yndlingssange, og jeg har spillet den et utal af gange på klaveret. Men måske har jeg aldrig rigtig tænkt over tekstens indhold før nu.

Vi er gået ind i den mørke tid med efterår og vinter, lys i vinduerne og kolde morgener. Vi rykker tættere sammen i stuerne og der fyres op i brændeovnen. Men ude i samfundet holder vi afstand, bærer mundbind og verden føles underlig og fuld af restriktioner.

Jeg elsker den brogede verden er skrevet af Hans Vilhelm Kaalund i 1877, som et digt, og melodien, som vi kender, er skrevet af Thorvald Aagaard i 1922.

Hans Vilhelm Kaalund var inspireret af Grundtvigs livs- og menneskesyn: Glæder ved livet som det er - et resultat af Guds skaberværk. Selvom Kaalunds eget liv var præget af et nervøst og rastløst sind, skrev han alligevel en sang, som må siges, at være en hyldest til livet.

Så hvorfor er det netop nu, at jeg filosoferer over teksten på en sang fra 1877?

Det gør jeg, fordi jeg tror på, at det er vigtigt, at vi stadig bliver ved med at ”elske” vores verden, til trods fornød og strid, som covid-19, vold og terrorisme. Selvom der er så meget ”mørkt” i vores verden, så er det jo egentlig ganske fantastisk, at vi får lov til at leve på en klode med så mange muligheder. Og måske covid-19 epidemien får os til at sætte lidt mere pris på de nære ting, som familie, venner og en bare helt ”normal” hverdag med leverpostejsmadder, solskin og vores børn der griner. Vi er faktisk heldige, at vi normalt kan rejse rundt i stort set hele verden, som det passer os, og opleve verdens mest fantastiske steder.

Var livet en dans på roser, mon alt da var bedre end nu? Hvis ej der var noget at kæmpe for, hvad var da vel jeg og du? Kamp må dertil, skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro – thi evig stilstand er død!

Hvem var vi, hvis verden aldrig viste sig fra sin værste side?

Ville vi så vide, hvordan det er at kæmpe for det der er godt, for det der giver mening i livet?

Kæmpe for vores familie og venner. At verden mister fodfæste for en stund, er måske medvirkende til, at vi alle stopper op, tænker os om, og kæmper for det vi har kært. Kæmper for, at alt bliver godt igen. Og ikke mindst, sætter pris på de goder vi har i vores samfund.

Måske min lommefilosofi omkring kærlighed til vores verden er lidt for naiv, men hvis vi ikke i det mindste tror på, at der også er en fantastisk verden den dag vores børnebørn, oldebørn og så videre vokser op, hvor er vi så?

Kaalund var i årene 1859-1881 lærer i Vridsløselille Fængsel, hvor fangerne sad isoleret, så de kunne angre deres synder og forlige sig med Gud. Jeg ved ikke, hvad Kaalund tænkte, da han skrev digtet i 1877, men måske har arbejdet i så et mørkt sted, som et isolationsfængsel er, alligevel inspireret ham i troen på den verden udenfor, der trods alt også rummer så meget lyst og godt.


Var livet en dans på roser, mon alt da var bedre end nu? Hvis ej der var noget at kæmpe for, hvad var da vel jeg og du? Kamp må dertil, skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro – thi evig stilstand er død!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Traditioner

Annonce