Annonce
Ugeavisen Bramming

Kærlige revy-tekster med vid og bid

Åbningsnummeret ”Engleskarens pris”, hvor Bramming Revyen 2019 synges og danses i gang med et brag. Foto: Kirsten Enevoldsen
Professionelle præstationer på scenen og back stage med velskrevne tekster som forlæg i Bramming Revyen 2019.
Annonce

BRAMMING: Økologisk øl med chokoladeovertræk er ikke noget for Egon Olsen. Hans plan om at stifte partiet ”Klap kaje” – adresseret til alle klimatosser og miljøfanatikere - er en fin spiddet tekst for ét af temaerne i Bramming Revyen 2019:

Klimaet, plastikforbruget, kødforskrækkelsen, CO2-regnskabet, diverse oversmarte modebegreber og in-ord. Alt får, så hatten passer i 28 velskrevne numre – printet med en kærlig men sylespids pen – og leveret af de ni amatørskuespillere i professionel stil. Der er tempo, vid, bid og masser af humor tilsat lidt lummer sex i de sarkastisk-kærlige kommentarer til aktuelle begivenheder i både Bramming og den store verden.

Forrygende går det hen over scenen, hvor ikke mindst Per Thodsen leverer en overbevisende præstation i mange forskellige roller. Debutanten Linette Hardt Hansen er en gevinst og en erfaren sangerinde, men ingen af de ni falder igennem, og det lyser ud af dem, at de har det skægt med hinanden og de numre, de leverer.

Det er syvende Bramming Revy efter dens genopståen, hvilket har inspireret til titlen ”i den syvende himmel”. Et tema, der dygtigt går igen i flere numre. Publikum nynner med på både himmelhunden og sofacyklen, morer sig over såvel Dyne Larsens som Kong Henriks ankomst og lever sig ind i emnet allerede i åbningsnummeret, hvor alle ni som svævende engle i hvide gevandter sætter fut i revyen med en smældende sang til smægtende musik om den ”syv’nde hiimmmell”.

Brammings facebookside popper flere gange op bag skyen. Eventyret om Lille Lars den Løkke-lige er hylende morsomt og flot leveret. Lokalt angribes de evindelige cykelefterlysninger, og Neklas Klausen, der er tilbage i Bramming Revyen, leverer et flot nummer om sin nye nyttige hobby: ”Hold Bramming ren”, som foregår - ikke mindst under byfesten - med en gribetang som rekvisit.

Kogt ind til benet: Der er gods i revyen. Flotte kostumer, perfekt musik, lys og lyd. Mange har været i gang bag kulisserne i uger. Det samme har ægteparret Jens Jager og Karin Egholm, som er det suveræne makkerpar bag instruktion og koreografi.

Revyen spiller igen 27., 28., 30. og 31. oktober samt fredag 1. november.

Egon Olsen-nummeret er genialt i al sin enkelhed. Opdateret til Bramming-revy midt i en klimatid. Foto: Kirsten Enevoldsen
I ”Et dukkehjem” ringes ægteparret op af en nævenyttig Gallup-interviewer. Foto: Kirsten Enevoldsen
Lille Lars får læst eventyret om Lars den Løkke-lige som godnat-historie. Foto: Kirsten Enevoldsen
Med Banegården som powerpoint-kulisse popper tre engle op og leverer en stribe opdateringer på Brammings facebook-side. Foto: Kirsten Enevoldsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

80/20

Ugeavisen Bramming

Her handles med alt

Annonce