Annonce
Ugeavisen Bramming

Kan vi svømme mod strømmen i harmoni?

Vi behøver ikke lave demonstrationer og mediestunts for at retfærdiggøre, at det er ok at være anderledes end normen, mener klummeskriver Karen Schmidt. Privatfoto
Annonce

KLUMME: I den seneste tid har jeg funderet over noget, som umiddelbart fylder utrolig meget i medierne lige nu, nemlig det, ”at være anderledes”. Anderledes i ordets bredeste forstand, både i forhold til den hudfarve vi har, men også udseende generelt, holdninger, seksualitet, sygdomme, hobbyer og så videre. Der er meget stor fokus på, at det er okay, ”at være anderledes”. Og hvorfor skulle det ikke også være det? For hvem bestemmer normen for, hvad der er normalt?

For mig har det ikke den store betydning om du er sort, hvid, gul, langhåret, korthåret, skallet, tatoveret, piercet, tyk eller tynd. For mig er det ”det indre”, din måde at agere og handle på, der tæller.

Selvfølgelig har vi mennesker en betinget indre for-forståelse, for de personer vi møder. Vi har et billede af, hvilke normer, regler og roller, vi bør følge i samfundet. Og denne for-forståelse kan være svær at lægge bag sig, hvis man ikke har et åbent sind. Men jeg tror på, at alle har oplevet, at mennesker slet ikke var, som man i første omgang havde forudset. Måske blev fyren med de mange tatoveringer en rigtig god ven, eller måske var det den unge udenlandske fyr, der hjalp dig, da du væltede på cyklen.

Og ja, det lyder nok som en kliche, når jeg skriver, at det for mig ikke har den store betydning, hvis man skiller sig ud fra mængden, for sådan burde alle vel have det her i 2020? Men hvorfor er det så, at accepten i at være anderledes, fylder så meget i medierne? Altså udover covid-19 debatten. Og nu rammer jeg nok et ømtåligt emne. For hvorfor er det for eksempel nødvendigt for så mange danskere, at mødes i en kæmpe forsamling – vel at mærke midt i coronatiden – for at demonstrere imod strukturel racisme og politivold? Er vi ikke nået længere her i det 21. århundrede? Set med mine sygeplejefaglige briller var det uforsvarligt, at 15.000 mennesker samlede sig med kæmpe risiko for smittespredning af en sygdom, vi endnu ikke har under kontrol! Især hvis man tænker på alle de udsatte mennesker, der er i vores samfund.

Jeg forstår godt, at selvom vi kun er et ganske lille land, så er det selvfølgelig også vigtigt, at vi deltager i den globale kamp, om det så omhandler kampen mod racisme eller klimaforandringer. Så selvfølgelig skal vi debattere det og handle på det, når noget er uret. I min verden er det bare trist, at det er nået så langt, at en sådan begivenhed overhovedet skulle være nødvendig.

Måske er det fordi jeg har bosat mig i ”det mørke” stort set fredelige Vestjylland, og fra mit vindue har udsigt til græssende køer og grønne marker, at jeg har en naiv tro på, at vi burde være kommet så langt i 2020, at vi ikke behøver lave demonstrationer og mediestunts, for at retfærdiggøre, at det er ok, at være anderledes end normen. Men jeg har heller ikke min hverdag midt i orkanens øje.

Og hvad er så normen i vores samfund? For mig er normen hele den form, vores samfund er bygget op omkring: demokratiet, kulturen og de traditioner, der binder os sammen. Men dette har jo også ændret sig gennem tiden, og nu er normen en anden. I den ideelle verden accepterede vi alle hinanden og gjorde det, der hver især gjorde os lykkelige, uden et behov for, at det skal udbasuneres i diverse medier, for at blive anerkendt. Måske med tiden det er ok at svømme lidt mod strømmen i harmoni med den omverden vi lever i?


Måske er det fordi jeg har bosat mig i ”det mørke” stort set fredelige Vestjylland, og fra mit vindue har udsigt til græssende køer og grønne marker, at jeg har en naiv tro på, at vi burde være kommet så langt i 2020, at vi ikke behøver lave demonstrationer og mediestunts, for at retfærdiggøre, at det er ok, at være anderledes end normen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

80/20

Ugeavisen Bramming

Her handles med alt

Ugeavisen Bramming

Vi glæder os allerede

Annonce