Klar – parat – forår

Kære læser, gad vide om du har det lige som jeg? Jeg glæder mig hvert eneste år og ser frem til foråret med længsel.

Ja, vel nærmest som de fleste børn glæder sig til juleaften, sådan glæder jeg og sikkert også rigtig mange af I andre voksne jer til foråret.

Den skønne tid hvor lyset vender tilbage, og alt det grå og triste bliver lysegrønt og helt sprødt. Det pibler frem i blomsterbedet og krokusserne står smukt i hvid og lilla og sender signal om, at både lyset og nyt liv er på vej.

Vi – altså vi voksne – kan næsten ikke vente til, at vi igen kan bruge vores haver, terrasser, balkoner eller de offentlige grønne områder. Det kan endda være lidt frustrerende og ikke til at holde ud, at vejret skifter frem og tilbage og tvinger os til at have mindst tre slags overtøj hængende i tilfældet af, at vi skal ud.

Barnet der venter på julen, har den fordel, at der er en kendt dato på, hvornår det hele går løs. Gjorde vi da bare det samme med foråret. Men det gør vi så desværre ikke, og derfor er vi jo nødt til at gætte os lidt frem.

I år kunne vi efter en sjasket januar og februar allerede spore en smule forår i marts. Der blev lokket med nogle fantastiske solskinsdage, som efter en smule betænkningstid tillod kaffe og kølige drinks på læfyldte terrasser og hyggekroge i haven.

Havefolket vågnede op fra sit vinterhi og greb med længsel sin hakke, sin skovl og sin spade og gik til angreb på visnede stauder, blade der havde gemt sig under hækken, blomsterkrukker med afblomstrede sommerblomster fra forrige år og fliser, der skulle rengøres. Lyden af plæneklippere og plæneluftere forstyrrede igen weekendroen til stor irritation for os, der stadig opretholder autoritetstroen og følger gartnernes råd om at lade være og passe på eventuel nattefrost.

Men, men, men. Solen blev ved i marts måned, og selv vi skeptikere måtte ud at kratte i haven og planlægge årets kartoffelhøst. Fuglene satte tyk streg under billedet af tidligt forår, idet de pippede og skrålede fra før, solen stod op, og til man ikke kunne se dem mere.

Solen og de høje temperaturer fortsatte deres sejrsgang gennem hele marts, så den store vinter parkacoat med pelskanten, der er god og varm, men vejer et ton, blev hængt på loftet og erstattet med en lettere udgave, og det var pludselig slet ikke nødvendigt at tænke på handsker og halstørklæder længere.

Ligesom vi var allermest sikre på, at nu var det forår, kom april med minusgrader, våd, blæsende vejr og dæleme også med sne. Det endte selvfølgelig med, at hele familien blev forkølet på grund af manglende tøj, og selv påskeliljerne stod hver morgen og hang med hovederne. Det kan nok være, at frakkerne kom frem igen.

Og mens jeg sidder og skriver på den her klumme, kommer jeg til at tænke på, at der er et lille gran af lighed mellem min lille forårshistorie og den situation, som Europa og specielt Ukraine befinder sig i lige nu – og i bund og grund kan de to ting SLET IKKE sammenlignes.

Men tænk hvor hurtigt ens tilværelse kan forandre sig fra et helt almindeligt liv med forår i vente til et krigshelvede, hvor man bliver fordrevet fra det hjem, man engang havde og som for nogens vedkommende i dag bare er murbrokker. Fordrevet ikke alene fra ens eget hjem, men fordrevet fra familiemedlemmer, venner, det nære og kendte til pludselig at befinde sig i utryghed, ukendt land og sprog. Situationen for kvinderne og de mindre børn uden far, ægtefælle og de ældste sønner.

Det gør jo ondt langt ind i sjælen at tænke på, hvor hurtigt glæde og forventning til fremtiden kan ændres til rædsel og ødelæggelse. For ikke at tale om de helt forfærdelige billede, vi lige nu bliver præsenteret for.

Og så tilbage til min – helt umulige sammenligning – vi ved at vores forår kommer, og vi klarer nok at have vinterfrakken hængende lidt endnu.

Så lad os hjælpes ad, og sammen med ukrainerne bære håbet, troen og drømmen om at komme til at opleve foråret, og at freden igen vil sænke sig over Ukraine.