BRAMMING: Der er formenlig ingen vej uden om. Hvis hver kommende konfirmand skal kunne invitere flere end lige sine egne forældre med i kirke, så bliver det nødvendigt at flytte konfirmationerne, så de holdes sidst i august og først i september i stedet for som vanligt sidst i april.
Ikke meget tyder på, at forsamlingsforbuddet ikke bliver lempet nævneværdigt, før en stor del af befolkningen er vaccineret mod covid-19 virus, og det forventes først at være tilfældet hen mod sommer. Derfor besluttede menighedsrådet i Bramming Sogn i sidste uge at flytte årets konfirmationer til sidst i august og første weekend i september.
Generationsfest
- Det har jo at gøre med, hvor mange, der kan være i kirkerne. Men også rent privat, hvor mange der kan samles til fest bagefter, siger sognepræst Elise Balslev:
- For et par uger siden var beslutningen ellers at holde fast i konfirmationer i foråret, men nu synes vi, det er bedst at flytte den til eftersommeren. Konfirmation er jo en generationsfest. Det er vigtigt, at bedsteforældre og oldeforældre kan deltage trygt. Og der må vi gå ud fra, at de fleste er vaccineret til den tid.
Mange konfirmationer
Menighedsrådsformand Ole Nørgård fortæller, at menighedsrådet håber på mere lempelige restriktioner til den tid. Der kan være nogle flere i den større Sct. Ansgar Kirke, men det vil alligevel være nødvendigt at tage begge kirker i brug, for at få afviklet alle konfirmationer. For det vil formentlig kun være muligt at konfirmere få konfirmander ad gangen, og ikke som normalt hele holdet på en gang.
Elise BalslevKonfirmation er jo en generationsfest. Det er vigtigt, at bedsteforældre og oldeforældre kan deltage trygt. Og der må vi gå ud fra, at de fleste er vaccineret til den tid.
- Selv med mere lempelige restriktioner vil der næppe kunne være flere end 20-22 personer ad gangen i Sct. Knuds Kirke. Skal de enkelte konfirmander have bare enkelte gæster med, kan der kun konfirmeres to ad gangen. Det vil tage tid, at få alle konfirmeret, siger Ole Nørgård.
Med de nuværende restriktioner må der kun være ti kirkegængere i Sct. Knuds Kirke og nogle flere i den større Sct. Ansgar Kirke. Det vil formentlig være nødvendigt at tage begge kirker i brug, for at nå at afvikle alle konfirmationer i løbet af de fastsatte dage, alt efter hvor restriktive coronarestriktionerne bliver den sidste weekend i august og den første weekend i september.