Grimstrup / Vejrup / Gørding: I flere sogne bliver konfirmationerne nu udsat til efter sommeren. Det sker i håb om, at forsamlingsforbuddet vil være lempet betydeligt, når kalenderen viser august, i takt med at de fleste danskere på det tidspunkt forhåbentlig er vaccineret mod covid-19 virus, og det dermed forhåbentlig vil være muligt at holde en nogenlunde normal konfirmationsfest.
I Grimstrup Sogn skulle byens unge have været konfirmeret den 9. maj. Her er konfirmationerne udsat til den 14. august, fremgår det af sognets kalender.
I Vejrup var der planlagt konfirmation den 2. maj. Her bliver der i stedet konfirmation den 29. august, oplyser sognepræst Uffe Vestergaard på Facebook.
I Gørding er konfirmationerne flyttet til weekenden den 21. og 22. august. På disse to dage er der ikke konfirmationer i nabosognene – og heller ingen byfest, og derfor har sognepræst Pernille Troldborg valgt disse to datoer. Dermed er chancen for at finde et passende festlokale større for dem, der ønsker at holde konfirmationen uden for hjemmets fire vægge.