Annonce
Ugeavisen Bramming

Kort og hårdt år for en af speedwaysportens daglejere

Jonas Jeppesen, der her ses i hans værksted i Vong, har fra i år valgt at være professionel speedwaykører på fuld tid - også selv om det har været ekstra hårdt på grund af coronarestriktioner og at de polske klubber kun vil betale halv løn. Lige nu er han på jagt efter sponsorer til den kommende sæson. Foto: Martin Wilde
2020 blev en kort og meget anderledes sæson for den professionelle speedwaykører Jonas Jeppesen fra Vong ved Bramming. Den danske liga kom ikke i gang, og covid-19-smittefare gjordet det besværligt at køre i Polen og Sverige.
Annonce

VONG: Det skulle være så godt – men sæsonen 2020 blev ikke som forventet for en af den professionelle speedwaysports daglejere, den 22-årige Jonas Jeppesen fra Vong. I flere år har han kørt som professionel i både den danske, polske og den svenske liga. Det er i sig selv ensbetydende med et liv på landevejen og mange overnatninger i fremmede senge – eller i bilen, når der hver uge køres i løbet af weekenden i Polen, tirsdag aften i Sverige og onsdag aften i Danmark.

Værre er det dog for de professionelle, når der slet ikke køres. For i modsætning til professionelle fodbold- eller håndboldspillere, der får en mere eller mindre fast løn af den klub, de spiller i, så bliver professionelle speedwaykørere kun aflønnet for de point, de kører ind de løb, de kører for den klub, hvor de er tilknyttet. Og kørerne skal selv sørge for overnatning, transport samt ansætte og aflønne mekanikere.

Annonce

Arbejder året rundt

- Normalt går vi i gang i november, Jeg er allerede ved at gøre klar til sæsonen 2021, siger Jonas Jeppesen, da Ugeavisen møder ham i værkstedet på en gård i Vong:

- Først skal jeg forhandle med mekanikere, og så skal cyklerne skilles ad: hvad skal repareres og hvad skal sælges? Og så skal der forhandles med klubberne. De beslutninger skal tage i oktober og november, hvor klubberne begynder at hive fat i mig.

Jonas Jeppesens 2020-sæson blev præget af coronarestriktioner. Hver uge fik han taget en ny test, for at kunne rejse frit.

Annonce

Halv løn

- Normalt kører vi fra midt i marts og april – i Sverige først fra maj. Men min sæson begyndte onsdag den 3. juni – en DM-semifinale. Der havde jeg holdt otte måneders pause. Så det var lige på og hårdt. Og den 8. maj blev vi tvunget til at skrive under på, at vi kun fik halv løn i Polen og at vi skulle flytte til Polen. Hvis det ikke var muligt, ville jeg få to års karantæne i Polen.

Polen er det helt store speedwayland i Verden med flest tilskuere og de bedste lønninger. Jonas Jeppesen kunne tage to ugers coronakarantæne hjemme i Vong, kørte så til Polen og efter en test og et par dages karantæne kunne han så køre. Men han kom ikke på holdet, tog hjem igen og kørte i Danmark og i Sverige, og skiftede så klub i Polen til Ostrów, som Jonas Jeppesen også kørte for i 2017. Så fra den 20. juni kørte han hver weekend i Polen og midt i ugen for Kumla Indianerna i Sverige.

Annonce

Nr. fem i Sverige

- Det var min debut i den bedste svenske liga, og jeg endte med at være nummer fem på ranglisten – og lavede banerekord på hjemmebanen. Og vi fik sølv i holdmachen. Der var vi alle skuffede, for vi var pivuheldige med skader, udelukkelser og problemer med motorerne, fortæller Jonas Jeppesen.

Til trods for en underlig sæsonstart men med sportslig fremgang, kan Jonas Jeppesen ikke strø om sig med penge. Han har fra denne sæson valgt at være fuldtidsprofessionel, og har opgivet at have et arbejde ved siden af i vintersæsonen, for i stedet at koncentrere sig helt og holdent om speedway.

Annonce

Kniven for struben

- Jeg vil forberede mig bedre, for at få en mere stabil sæson. Økonomisk kører jeg med røven i vandskorpen. Der skal investeres, bookes hoteller og færger og i Polen kan vi ikke regne med betalingen – jeg mangler stadig at få 180.000 euro. Og så har det været svært at rejse. Nogle gange har det været tre gange så dyrt, andre gange har priserne været mindre og det er fordi, det har ligget på andre tidspunkter, end normalt, siger Jonas Jeppesen:

- Og havde jeg regnet med at tjene 5000 pr. point, så har jeg tjent 2000 pr. point, jeg vinder. Mekanikeren skal jo betales løn hver måned og der er andre udgifter. Så jeg føler lidt, jeg har kniven for struben. Det har været hårdt.

Annonce

Det er drømmen

Rejserestriktionerne og de ændrede rejsetidspunktger betyder, også, at Jonas Jeppesen har brugt meget tid ved sin computer og telefon, for at finde billige overnatninger og rejsemuligheder, når han hver uge pendler til Polen og Sverige og ofte direkte mellem de tro nabolande. Som en af speedwaysportens daglejere, er han sin egen arbejdsgiver med ansvar for alt.

- Det er noget af et rakkerliv. Men det er jo drømmen. Jeg oplever så mange ting og kulturer. Men jeg håber virkelig på normale forhold næste år. Specielt for mig, for jeg kan ikke garantere noget, når jeg skal forhandle med sponsorerne. Jeg skal betale mekanikeren og der skulle også gerne være til min egen løn.

Sponsorindtægter er en vigtig del af en professionel speedwaykørers indtægter, og i disse uger skal Jonas Jeppesen forhandle sponsorkontrakter for den kommende sæson. Han skal også have starttilladelser og skattetilladelser fra udlandet. Der skal designes køredragter – med sponsornavne på – og der er mange andre praktiske ting, som skal falde på plads i vintersæsonen. Eller som Jonas Jeppesen siger:

- Vi kører kun et halvt år, men sæsonen varer hele året for en professionel speedwaykører!


Det er noget af et rakkerliv. Men det er jo drømmen. Jeg oplever så mange ting og kulturer. Men jeg håber virkelig på normale forhold næste år. Specielt for mig, for jeg kan ikke garantere noget, når jeg skal forhandle med sponsorerne. Jeg skal betale mekanikeren og der skulle også gerne være til min egen løn.

Jonas Jeppesen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Traditioner

Annonce