Annonce
Ugeavisen Bramming

Lona fejrer sjældent jubilæum

Festteltet er sat op, for i denne uge fejrer Lona Frøsig 40-års jubilæum som ko0mmunal dagplejer. Foto: Martin Wilde
Det skulle bare lige være for et par år. Men det blev lidt mere. I denne uge fejrer Lona Frøsig 40-års jubilæum som dagplejer.

Vejrup: Festteltet er sat op i haven. Der skal være god plads.

- Jeg ved jo ikke, hvor mange der kommer. Forhåbentlig ikke flere, end vi må være.

Lona Frøsig er i fuld gang med at forberede sit jubilæum. Det er et af de sjældne, mener hun selv. Formentlig har hun ret.

Annonce

I 40 år har Lona Frøsig været fastansat som kommunal dagplejer. Først ved Bramming Kommune og siden 2007 ved Esbjerg Kommune. Hele tiden med base i familiens hus på Vejrup Storegade, hvor de 80 børn – Lona har omhyggeligt holdt mandtal på dem alle gennem årene – er kommet og gået. Nogle kun i få måneder, andre i op til ni år.

Dengang

- Dengang var der jo ingen børnehave eller SFO her i byen, siger hun, og fortæller om forskel på dengang og nu.

- Dengang fik vi ikke fast løn. Jeg fik betaling efter hvor mange børn, jeg havde i dagpleje. Det var først i slutningen af 1980’erne, at vi fik garantiløn som fuldtidsløn. Det, vi fik oprindelig, blev kaldt vederlag, fortæller Lona Frøsig:

- Det har været en rejse. Dengang var der ingen mobiltelefon eller computer. Børnene skulle passes i trygge rammer, og der var ikke noget med, at vi skulle arbejde efter pædagogiske læreplaner og dokumentere over for forældrene. Der var ingen kostpolitik eller hundepolitik. Vi havde en hund, og den lå ofte derhenne, og børnene legede med hunden og vores kat. Det måtte de gerne dengang, siger Lona og peger på hundens plads i det store køkken-alrum.

Ofte bagte Lona, så børnene om eftermiddagen fik friskbagt kage og saft.

Annonce

En livsstil

Tiderne var virkelig anderledes dengang i 1981, hvor en af dagplejerne i Vejrup spurgte Lona Frøsig, om det ikke var noget at tage over efter hende, for dagplejeren ville stoppe. Lona Frøsig mente da godt, hun lige kunne tage et par år som dagplejer – og det er nu 40 år siden.

- Det er jo en livsstil. Hele familien skal være med, fortæller Lona Frøsig.

I 40 år har Lona Frøsig været parat ved havelågen til at tage imod de i alt 80 børn, hun har passet i hjemmet i Vejrup. Foto: Martin Wilde

Hendes mand arbejder som chauffør, så hendes arbejde hjemme har passet godt til familien. Så kunne Lona Frøsig også se efter de tre døtre, som nu alle er voksne.

- To af mine piger har også været dagplejere og den ene er blevet pædagog. De er vokset op med det.

Annonce

Faglig

Lona Frøsig fortæller, at hun ikke gerne holder sin mund og at hun har været en, der blander sig. Hun har været tillidsrepræsentant og hun er faglig aktiv i pædagogisk sektor i FOA – indtil der næste gang skal være valg. Så er det slut der, bebuder hun.

Selv fik Lona Frøsig ikke en uddannelse, da hun gik ud af skolen.

- Da jeg gik ud af skolen, var jeg fast besluttet på, at jeg skulle aldrig i skole mere. Men så tog jeg en uddannelse som pædagogisk assistent, da jeg var 53. Hold da op et år. Det var godt. Havde jeg været yngre, havde jeg taget uddannelsen som pædagog. Det var kanon, og vi var en god klasse, siger Lona Frøsig og glæder sig samtidig over, at hun i dag ikke arbejder i en børnehave med de stramme planer, der er lagt for børnenes læring.

Blå bog

Lona Frøsig er 64 år.

Hun er født og opvokset i Ribe. Da hun var 18, flyttede hun til Gørding og efter få rå til Vejrup, hvor hun har boet lige siden.

Som 18-årig blev hun gift med Benny, og det er de stadig.

De har tre døtre, syv børnebørn i alderen et til 25 år samt et oldebarn.

- Her er jeg herre i eget hus. Jeg sætter rammerne. Hvis børnene leger godt ude, får vi måske frokost et kvarter eller tyve minutter senere, og børnene skal nok nå deres middagssøvn, forsikrer Lona Frøsig, der er glad for sit job, og med et bredt smil tilføjer, at det jo tager ret meget af hendes fritid.

Annonce

Fastliggere

For der skal også være tid til campinglivet. Når dagplejebørnene er sendt på weekend, så pakker Lona og husbond Benny bilen og kører til Ribe, hvor Lona Frøsig er født og boede de første 18 år af hendes liv. På byens campingplads står deres campingvogn. De er fastliggere og har været det i Ribe de seneste ni år. Før 2012 var det i Hejlsminde på østkysten af Jylland.

- Vi har familien der i Ribe, og Bennys to søstre er på campingpladsen. Og vores venner. Afstanden til Ribe passer fint for os, for vi har tidligere ligget i Hejlsminde i 25 år. De seneste tre år har vi også været vintercampister. Det skulle vi bare lige prøve i en efterårsferie. Så tog vi flere weekender og så blev vi vintercampister, fortæller Lona Frøsig, der om vinteren klart foretrækker sne frem for regn, når hun er på camping.

Annonce

Fester

Men først er det jubilæet, der skal fejres. Tirsdag er nuværende og tidligere børn indbudt til åbent hus, og fredag er der fest for familien. På grund af coronarestriktioner går det ikke, at alle kommer samme dag.

Da jeg gik ud af skolen, var jeg fast besluttet på, at jeg skulle aldrig i skole mere. Men så tog jeg en uddannelse som pædagogisk assistent, da jeg var 53. Hold da op et år. Det var godt. Havde jeg været yngre, havde jeg taget uddannelsen som pædagog. Det var kanon.

Lona Frøsig


Lona Frøsig har taget ferie hele ugen for at få tid til at få det hele på plads. For der skal bages og laves mad. Der skal sættes borde og stole frem, og der skal pyntes op.

Heldigvis er vejret med Lona Frøsig. Solen skinner, så børnene kan lege udenfor, når de og deres forældre kommer for at ønske tillykke med jubilæet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

I det grønne rige

Ugeavisen Bramming

Plastik i naturen

Annonce