Bramming: Egentlig skulle det være sket sidste år. Men sådan blev det ikke.
Udvalgte lodsejere langs Gabelsvej, der har jord helt ud til vejen, blev for mere end et år siden adviseret om, at de inden længe ville få eksproprieret en stribe af grundstykket, så cykelsti og fortov kunne udføres på ny, bred og trafiksikker måde.
Men så skete der ikke mere. Der blev ikke eksproprieret jord. I stedet gik entreprenørfirmaet i gang med at bygge en for smal cykelsti og et for smalt fortov. Indtil en beboer langs Gabelsvej var ude med målebånd og måle efter. Så blev fejlen opdaget.
De gik ud for at købe jord
Mandag formiddag skete så det, der skulle være sket et år tidligere. En ekspropriationskommission bestående af seks personer - landmåler, ingeniører, referent og to byrådsmedlemmer - gik ud for at indkøbe jord. Uanset om ejerne ville sælge eller ej.
Hos Grundejerforeningen Gabelsvej 16 er der ingen slinger i valsen. Her vil man gerne sælge. På det tilsagte sted for åstedsforretningen - det kaldes en ekspropriationen der sker på stedet - mødte både grundejerforeningens formand Verner Pedersen og kasserer Karen Rasmussen op klokken 8.50 som varslet. De må dog vente lidt, for ekspropriationskommissionen er endnu ikke færdig med forretningen henne ved idrætsefterskolen. Der skal jo være tid til at få afklaret alle spørgsmål.
Sagen kort
Forrige vinter beslutter byrådet i Esbjerg Kommune, at den hidtidige dobbeltrettede cykelsti langs østsiden af Gabelsvej i Bramnming skal erstattet med to enkeltrettede cykelstier - en på hver side af vejen, samt et fortov på hver side.
Cykelstierne skal være 1,8 m brede og fortovene 1,5 meter, og derfor er der på visse strækninger er det nødvendigt at ekspropriere jord. Men de varslede ekspropriationer i foråret 2021 sker ikke.
I eftersommeren går arbejdet i gang, og dele af strækningen, hvor der skulle være eksproprieret jord, bliver fortov og cykelsti i stedet udført for smalle. Cykelstien bliver 1,3 m, så to cykler ikke kan overhale hinanden, og fortovet kun en meter, så to personer ikke passere hinanden, hvis den ene sidder i kørestol, hvilket er relevant, da det er fortov ud for plejehjemmet Solgården, der er tale om.
En borger gør både via avisen og i mails direkte til kommunens forvaltning opmærksom på fejlen. Først da det sker, bliver arbejdet stoppet, og efterfølgende bliver det endnu engang slået fast af byrådspolitikerne, at arbejdet skal udføres som oprindelig aftalt.
Mandag den 25. april bliver der så endelig langt om længe eksproprieret den fornødne jord på begge sider af Gabelsvej.
Første gang
Der er en første gang i livet for alle, og det gælder også for Verner Pedersen, der er blevet pensionist. Men han har aldrig prøvet at få noget eksproprieret.
- Vi glæder os sådan set bare til at få det gennemført. Det er jo bare nogle justeringer, siger han:
- Nej, jeg har ingen idé om, hvad vi får jorden. Der må være nogle faste takster...
- ... Men vi kan vel dårligt holde en vejfest for pengene, supplerer kasserer Karen Rasmussen.
Faste takster
Og ganske rigtigt er der faste takster for, hvad en kvadratmeter jord koster i Bramming by, når den bliver eksproprieret. 250 kroner for hver kvadratmeter. Og det halve, hvis der er tale om en midlertidig ekspropriation af jord, der skal bruges mens arbejdet står på.
Det er nu heller ikke så meget prisen, der diskuteres, men mere om kommunens bøgehæk i skellet bliver flyttet tilsvarende ind - det vil beboerne gerne have sker - og om der igen skal være byggeplads lige over for på den anden side af vejen. Det vil beboerne gerne undgå, for det larmer. Det sidste må man som nabo til et vejarbejde tåle, får Karen Rasmussen oplyst, uden at hun kan få erstatning for larmen.
Håndskrevne dokumenter
Efter en halv times tid er det hele overstået. De 10 kvadratmeter jord er afstået, og det aftalte bliver med hånden skrev et ned på et stykke papir, og lodsejerne skriver under på papiret. Her er der ikke noget med elektroniske dokumenter og underskrifter med Nem-Id, men deltagerne får en mail med det aftalte senere på dagen. Der er en frist på fire uger til at indgive en klage, men i princippet er de 10 kvadratmeter jord allerede fra i dag kommunens.
Verner Pedersen, formand for Grundejerforeningen Gabelsvej 16Ja, jeg er tilfreds med erstatningen. Det er så lille et areal, så det gælder om, at det bliver lavet færdigt og bliver funktionelt.
Alligevel begynder arbejdet med at gøre cykelsti og fortov færdige med den for snart halvandet år siden af politikerne besluttede bredde ikke i denne uge. Der kommer til at tage mindst fire uger, før arbejdet går i gang, for alt skal først være på plads, og klagefristen over ekspropriationen skal være udløbet, bliver det oplyst.
Tilbage står spørgsmålet: Er prisen i orden?
- Ja, jeg er tilfreds med erstatningen. Det er så lille et areal, så det gælder om, at det bliver lavet færdigt og bliver funktionelt, siger Verner Pedersen.