Annonce
Ugeavisen Bramming

Marken med minderne gror til

Forhøjningen mellem egetræerne er en af gravhøjene ved Hedemarksvej, kaldet Kongehøjene. Foto: Jakob Lambertsen

For mange år siden havde jeg en arbejdskollega, hvis job jeg misundte. Hans job var at skrive om friluftsliv, jagt, vandring, ja, natur i det hele taget. Men han havde et dilemma: Han elskede naturen, det vil sige den uberørte, vilde natur, og den ville ikke være, hvad den var, hvis den blev betrådt og besmudset af myldrende menneskeflokke. At gøre opmærksom på naturen og dens kvaliteter var derfor ikke så smart, og det gjorde han jo, når han skrev om den.

At anlægge nydelige grusstier gennem naturen var imod hans ideologi. Jeg forstod – og forstår – ham.

Alligevel blev jeg rørt og stolt, da jeg for godt 15 år siden opdagede, at der var anlagt naturstier i min barndoms land tæt på Hedemarksvej, sydøst for Bramming.

Annonce

Som dreng i 1950’erne og 1960’erne havde jeg reelt en hel lille plantage med en gruppe gravhøje for mig selv. Ikke mange uden for min lille verden anede, at højene fandtes, eller at der kunne fortælles seriøs historie om et stenaldersamfund og om høvdinge, der var blevet begravet efter hedenske skikke.

For det barnlige sind var det også interessant, at Mikkel Ræv kunne finde på at anvende en gravhøj som bolig. Flere gange var der tydelige indgange til en rævehule i en af højene, og så gjaldt det om at passe på, især om foråret, for da kunne ræve med unger være aggressive, var vi blevet fortalt. Spændende!

Dengang lå de fleste af de 12 høje i plantagen, det vil sige inde mellem høje graner. I 2005, fire-fem årtier senere, var området ugenkendeligt.

Nu var der bare spredte egetræer, og der var anlagt en natursti, som ledte rundt i terrænet – fra den ene høj til den næste. Ved den parkeringsplads, der var anlagt ved vejen, var der en informationstavle med et kort, som viste højenes placering og stiens rute. Historie, natur og pædagogisk indføring på et ganske højt niveau.

Da Mogens Hansen var museumsinspektør på Bramming Egnsmuseum, havde han nogle gange guidede ture til højene. Der var mulighed for at lære noget om historien og samtidig få en naturoplevelse.

Og nu da? Det rene vildnis. Alt vokser vildt. Træer og græs. Skotsk højlandskvæg skulle have holdt bevoksningen nede, men hegnet, som skulle have holdt kvæget inde, trænger mildt sagt til reparation.

Er der offentlig adgang? Tja, der står i hvert fald ingen steder, at der ikke er.

Hvad tænker jeg om det? Tja, hvorfor ikke være positiv? Dette er jo naturlig natur! Et farverigt væld af blomster om sommeren. Intet larmende menneskemylder, ingen naturstridige naturstier.

Og selv om jeg ikke længere bor her, vil jeg fortsat komme her, når jeg er i nærheden. For nok er jeg på privat mark, men jeg er også på en form for fredet areal, og fredning er vel tænkt som en ordning, der skal være til gavn for alle.

For mig er der naturligvis noget nostalgisk over området, fordi jeg har minder her. Men jeg synes også, at det er et spændende sted på grund af fornemmelsen af den flere tusinde år gamle historie og ikke mindst på grund af den udvikling, der er foregået bare i min tid. Tæt og mørk granplantage blev i løbet af ingen tid til åben græsning for får, der blev til nydeligt vedligeholdt parkområde, som forvandledes til rå, uhæmmet og uhindret grokraft.

Dette er, hvad jeg personligt har oplevet. Bagved ligger naturligvis nogle politiske og administrative realiteter. Hos fredningsmyndigheder gennem tiderne og hos Ribe Amt, for eksempel. Da amtet i 2007 var nedlagt, begyndte det at gro til. Det lille område er privatejet. Når der skete ganske meget i 1980’erne, 1990’erne og 0’erne, var det, fordi amtet tilskyndede det økonomisk. Det gør region og kommune ikke, som jeg har forstået det. Men som sagt: Man kan godt se noget positivt i det.

Nu har jeg her – tøvende – skrevet lidt om stedet, hvor Kongehøjene ligger. Tøvende, fordi jeg egentlig gerne stadig vil have det som min egen verden, men samtidig synes, at mange flere fortjener at se det og bevæge sig rundt i det. Tøvende, som min gamle arbejdskollega, naturjournalisten, også ville have været.

Men hvis det skulle synes for vildt at tage derud, er der den nye udgave af Lokalårbogen. I den har Mogens Hansen skrevet om højene ud fra sin arkæologiske vinkel, og jeg har skrevet om oplevelser i plantagen i min barndom. Og dét er en helt anden historie end den, jeg har fortalt hér.

Tæt og mørk granplantage blev i løbet af ingen tid til åben græsning for får, der blev til nydeligt vedligeholdt parkområde, som forvandledes til rå, uhæmmet og uhindret grokraft.

Annonce
Ugeavisen Bramming

Brammings smittetal stiger fortsat

Annonce
Ugeavisen Bramming

Gnisten øjner afslutningressourcetung coronasmitte: - Vi har nogle jernladies, der har kæmpet igennem

Annonce
Ugeavisen Bramming

Kom ned og se Brammings fortid: Ny udstillingegnsmuseet

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Hjemvendte Sara skal forsøge at sælge Vadehavet: - Det er jo fantastisk, at vi har så unik natur her i lille Danmark

Ugeavisen Bramming

Torben stoppede som lokalrådsformand efter hjerteoperation: Læser nu til præst som 73-årig

Ugeavisen Bramming

Friskolen får velgørende sandwich-besøg: - Alle er velkomne til at komme hernede og spise

Ugeavisen Bramming

Jonas Jeppesen dropper Sverige til fordel for Danmark

Ugeavisen Bramming

Hvem skal have Lions-priser for 2022?

Ugeavisen Bramming

Unge vil have mere gang i byen: Fantastisk at de kommer med ny energi og nye måder at tænke på

Ugeavisen Bramming

Jane åbner No. 18 – med nyt salgskoncept

Annonce