Hunderup: Hjertelighed var der nok af, og de 40 siddepladser blev hurtigt fyldt med nysgerrige tilhørere, som alle glædede sig til en aften med irsk og skotsk folkemusik. Og det fik de. For det var åbningsaften i Hannes Musikcafé, og der var hele to koncerter på scenen. Og hunden Fie, der trippede rundt og snuste goddag til alle.
Det er Hanne og Niels-Jørgen Hvidberg, der over de senere måneder har indrettet den tidligere stald på deres husmandssted lige uden for Hunderup til en musikcafé. Det er hyggeligt i det lokale, Niels-Jørgen Hvidberg i sin tale beskrev, at det så ud som et "bombet lokum", inden de gik i gang. Her er lavt til loftet og indrettet med aldre borde og stole, hvor ikke mange er ens. Men der er plads til øl og vin på bordene - også mens musikken spiller.
Fællessang og stemning
Og det gjorde den. Først med Folk Lovers, som er identisk med de to ejere af stedet, der serverede liflige toner fra fløjte og guitar. Og siden med Acquintance Folk Band, hvor ejerne også er med som to ud af de fem musikere.
Både duoen og vennebandet fik hurtigt løftet stemningen til fællessang, og alle kunne klappe med de rette steder på Whiskey In The Jar og andre klassikere fra den irske skatkiste af folkemusik. Det er denne skatkiste af klassikere, publikum vil komme til at opleve, når der fremover er åbent i Hannes Musikcafé på Hunderupvej 52. Første gang den 6. maj.
En gang om måneden
- Det var alle tiders indvielse. Lige som vi havde forestillet os, sagde Niels-Jørgen Hvidberg hen mod midnat, efter de fleste gæster var gået.
Det glade smil var svært at tvære af ansigtet af både Hanne og Niels-Jørgen Hvidberg. Og hvorfor skal man også det, når det, man har arbejdet for i lang tid, endelig lykkes.
Hannes Musikcafe vil fremover holde åbent cirka en aften om måneden. Vil du til en aften med irsk og skotsk folkemusik kan det anbefales at bestille billet i god tid, for der er kun plads til 40 tilskuere hver aften. På Facebook kan du finde Hannes Musikcafé og se, hvornår der åbent - og hvem der spiller og synger den aften.
Niels-Jørgen HvidbergDet var alle tiders indvielse. Lige som vi havde forestillet os.