Annonce
Ugeavisen Bramming

Ny formand skal få flere til at spille billard

Kurt Christensen, Frede Nedergaard og Fritz Kjær er på udkig efter flere medlemmer - både kvinder og mænd - til Gørding Billard Club. Foto: Martin Wilde
Der er brug for flere unge i Gørding Billard Club, som kæmper med, at billard er kendt for at være en ”gammelmandssport”. Til gengæld er det sociale sammenhold uovertruffent.
Annonce

Gørding: Det venter Kurt Christensen store opgaver. Lige før landet blev lukket ned på grund af smittefare, blev den 60-årige valgt som ny formand for Gørding Billard Club. Han har endnu ikke kunnet samle klubbens medlemmer, der er en turnering, som skal spilles færdig, når det igen bliver tilladt at komme i klubbens lokaler – og klubben kan godt bruge flere medlemmer – gerne unge og yngre.

- Vi er 48 medlemmer, og de 32 er over 70, siger Frede Nedergaard, som er turneringsleder – og klubbens tidligere formand.

Annonce

”Gammelmandssport”

- Det er svært at trække unge ind i billard. De vil hellere spille pool eller snooker, så vi har overvejet at anskaffe et poolbord. Men spillene er forskellige, og det er svært at lokke unge ind til keglebillard, siger den nyvalgte formand, Kurt Christensen:

- Det er hovedsageligt en gammelmandssport, og så er der jo et frafald blandt medlemmerne.

Foreløbig har den 48 år gamle klub dog holdt sit medlemstal stabilt. men enhver bestyrelse bør interessere sig for fremtiden. I de senere år er der kommet to til tre nye medlemmer årligt, og sådan må det gerne fortsætte med at være – og meget gerne nogle flere kvindelige medlemmer, hvis det står til den nyvalgte formand.

Annonce

Billard mod depression

For 16 år siden var det Fritz Kjær, som nu er klubbens it-ansvarlige, der bankede på og blev medlem af klubben.

- Jeg gik ned med depression. Lægen sagde, jeg ikke måtte lukke mig inde derhjemme. Jeg skulle komme ud. Sport har aldrig lige været mig, så det blev billard, og det var med til at få mig ud af depressionen, fortæller Fritz Kjær.

Netop det sociale samvær er noget, som både Fritz Kjær, Frede Nedergaard og Kurt Christensen slår på.

- Det sociale samvær er guld værd. Der er altid nogen, som spørger, om man vil spille med et bord, og vi har nogle gode spillere, som gerne lærer fra sig, siger Kurt Christensen, som blev lokket i klubben af sin svoger.

Annonce

Livgivende

- Det er livgivende for mange af vores medlemmer. Det har de sagt, når vi mødes nede ved købmanden, mens der har været coronalukket: - Uh, jeg har savnet at spille billard om torsdagen, siger Frede Nedergaard, som selv blev lokket ind i billardklubben.

- Og så blev jeg bidt af det. Det, der overraskede mig, var at jeg kendte dem alle sammen fra mit erhverv som landmand. På den måde var jeg med i klublivet fra starten. Det var virkelig positivt. Der var folk, jeg ikke havde set i 20 år, men det var som vi altid havde snakket sammen, fortæller Frede Nedergaard.

Den nye sæson i Gørding Billard Club, som er en underafdeling af GLIF, begynder til august. Hvis man vil være med, skal man melde sig til allerede i løbet af juni. Mern man er altid velkommen til at kigge indenfor – også selv om det ikke er en på en af de officielle åbent hus-dage.

- For vi er ikke en ambitionsklub. Vi har det sociale samvær, understreger Frede Nedergaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Bryllup

Ugeavisen Bramming

Hverdagen

Annonce