Annonce
Ugeavisen Bramming

Ny menighedsrådsformand kalder sig kulturkristen

Else Grete Erlang Jensen ved det hjemlige skrivebord. Hun er nyvalgt formand for menighedsrådet i Gørding Sogn. Foto: Martin Wilde
Tre nye og genvalg til fire andre. Menighedsrådet i Gørding Sogn gennemgik en større udskiftning ved seneste valg, og Else Grete Erlang Jensen blev både nyvalgt til menighedsrådet – og som dets formand de kommende fire år.
Annonce

GØRDING: Hun bor i et af de røde huse langs hovedgaden. Else Grete Erlang Jensen – eller blot Else Grete, for hun bruger begge fornavne – var frem til sidste år lærer på Gørding Skole. Så var det tid til at prøve noget nyt, tænkte hun, da hun så et jobopslag fra en nystartet efterskole ved Ansager.

Hun sagde også ja, da hun blev spurgt, om hun ville stille op til menighedsrådsvalget i efteråret. Også selv om hun ikke er en af dem, der kommer i kirken hver søndag. Hun endte med at blive valgt – først til menighedsrådet, og siden som dets formand.

- Jeg er et troende menneske, men jeg er ikke missionerende. Det er det kulturelle, som bærer det for mig. Den betydning, kristendommen har for vort samfund, er det, jeg hviler i. Ja, jeg er en kulturkristen, fortæller Else Grete Jensen over en kop kaffe en mandag formiddag hjemme i privaten. Naturligt falder talen på den nye menighedsrådsformands tilgang til kristendommen.

Annonce

Værdier og glæde

- De kristne værdier betyder generelt meget for mig. Næstekærlighed betyder noget, og at man ikke fordomsfuld. Som udgangspunkt tror jeg på det gode i andre mennesker. Det har også hjulpet mig selv som lærer. Der er jo ingen børn, som går i skole for at ødelægge dagen for nogen, fortæller Else Grete Erlang Jensen:

- Troen betyder noget i sang og glæde. Det er kirken, man går til – det er en del af traditionen og det kulturelle, siger Else Grete Erlang Jensen og peger på dåb, bryllup som glædelige begivenheder.

Selv kommer hun i kirken, når det passer ind i de mange gøremål.

- Nej, jeg går ikke i kirke hver søndag. Det kan jeg ikke prale af. Jeg bruger kirken som en pause i hverdagen – til lige at tanke op. Når jeg går i kirke, går jeg altid opløftet derfra. Der finder jeg tro i livet. Det at høre prædikenen giver endnu en vinkel at opfatte ting på. Endnu en refleksion, siger Else Grete Erlang Jensen, der roser sognepræst Pernille Troldborg:

Nej, jeg går ikke i kirke hver søndag. Det kan jeg ikke prale af. Jeg bruger kirken som en pause i hverdagen – til lige at tanke op. Når jeg går i kirke, går jeg altid opløftet derfra. Der finder jeg tro i livet.

Else Grete Erlang Jensen


- Det afgørende er, at vi har en præst, der løfter det op, så man kan forstå det. Også som præst er hun et fantastisk menneske.

Annonce

Valgt

Else Grete Erlang Jensen har tidligere prøvet at stille op til menighedsrådet – uden at blive valgt ind. Det var dengang, der var regulære afstemninger. Fra og med valget i 2020 er det ændret til valgforsamlinger, og denne gang blev hun opfordret til at stille op, og hun sagde ja.

- Jeg er et engageret menneske, og har tidligere været aktiv i GLIF. Men det er godt nok mange år siden. Og så har jeg jo været lærer på Gørding Skole i 23 år, siger Else Grete Erlang Jensen.

Hun pointerer, at med hende som ny formand kommer der ingen revolutioner i menighedsrådets arbejde.

Else Grete Erlang Jensen er nyvalgt formand for menighedsrådet i Gørding Sogn. Foto: Martin Wilde

- Jeg vil gerne have, at alle kan opleve kirken som jeg gør det – som en pause i hverdagen. Det sker ikke kun i selve kirken. Kirkepladsen er et stort område. Jeg vil gerne gøre det til at godt sted at være, og det hænger også sammen med, at personalet synes, det er et godt sted at være. Jeg håber, folk bakker op om de arrangementer, der er i kirken. Og der er Pernille jo god til at finde på og arrangere.

Menighedsrådet er bredt, og det skal blive ved med at være sådan, mener Else Grete Erlang Jensen, der ikke selv havde set, at hun skulle være ny formand.

- Men jeg sagde ja, da de andre pegede på mig!

Blå bog

Else Grete Erlang Jensen er 54 år.

Hun har to hjemmeboende børn.

Hun er uddannet lærer og arbejder som efterskolelærer.

Hun er født og opvokset i Grimstrup, men har siden 1988 boet i Gørding.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce