Gørding: Der er brug for nye byggegrunde i Gørding. 10 familier har skriftligt over for Esbjerg Kommune tilkendegivet, at de vil købe en byggegrund i Gørding. Men de må væbne sig med tålmodighed lidt endnu, for de 27 nye byggegrunde, som nu skulle være byggemodnet på Bavnehøj – en sidevej til Aikevej-Brammingborgvej – er endnu ikke sat til salg. Faktisk er arbejdet med at gøre grundene klar til salg gået helt i stå, og det har arbejdet været i nogen tid.
- Det er fordi boligvejene ikke er udført korrekt, så de skal laves om.
Sådan siger Trine Brinch Sonnichsen, som er en af de to, der hos Esbjerg Kommune står for at sælge byggegrunde. Hun forklarer, at boligvejene – af andre kaldet populært lommer – er udført forkert, så de ikke kan bære den vægt af køretøjer, som de skal kunne.
- Arbejdet er ikke udført korrekt af en ekstern entreprenør, siger Trine Brinch Sonnichsen og tilføjer:
- Der er også andre småting, som skal rettes op. Disse opgaver er vejrafhængige, så vi ved ikke, hvornår det bliver udbedret og heller ikke, hvornår de kommer til salg.
Beder om godt vejr
Entreprenøren skal altså være sikker på, det ikke bliver frost. Og når der skal lægges asfalt på vejene, så må det helt ikke regne. Med andre ord – det bliver næppe i løbet af en typisk dansk vinter, arbejderne kan udføres. Derfor kan Trine Brinch Sonnichsen heller ikke sige noget om, hvornår de nye byggegrunde vil blive udbudt til salg.
Bavnehøj
Den kommunale udstykning på Bavnehøj i Gørding omfatter i alt 27 parcelhusgrunde samt en storparcel, der sælges til et almennyttigt boligselskab, som vil bygge lejeboliger.
Parcelhusgrundene er mellem 800 og 1000 kvadratmeter i størrelse.
Det er Esbjerg Kommune, som står for salget, og salget følger de sædvanlige betingelser for salg af kommunale byggegrunde.
Byggegrundene, der typisk er på mellem 800 og 1000 kvadratmeter, vil blive solgt på almindelige kommune salgsvilkår. Det betyder, at en speciel byggegrund ikke kan forhåndsreserveres, og at den skal have været udbudt i 14 dage, før den sælges.
Familier bliver husket
I marts 2019 fik borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) ved en mindre happening på en generalforsamling i Gørding Erhvervsforening overdraget en liste med navne og adresser på familier, som tilkendegav, at de er interesseret i at købe en byggegrund i Gørding.
- Listen med navne og adresser ligger her hos mig, og jeg passer på den. Når de nye grunde kommer til salg, skal jeg nok orientere familierne. Men de kan ikke forhåndsreservere en byggegrund. Alle byggegrunde bliver sat til salg på ens betingelser, fortæller Trine Brinch Sonnichsen.