BRAMMING: Mogens Jessings gavlmaleri ved Viadukten med kendte og historiske Bramming-motiver er godt på vej til at blive et af byens nye vartegn:
-Hvorfor laver du ikke en plakat af det også, har flere spurgt Mogens Jessing, og den opfordring har han nu gjort noget ved:
-Jeg synes da, det er dejligt, at man har lyst til at få motiverne hjem i stuerne, så jeg gik lidt i tænkeboks med ideen – og diskuterede den med Ulla Koman-Mejer, fortæller Mogens Jessing.
-Det hele er jo lidt en udløber af kulturnatten, som jo oprindelig var Ullas projekt. Vi nåede derfor frem til at få gavlmaleriet omsat til en plakat, som folk kan købe. Indtægten skal så ubeskåret gå til hjælp til at købe en skulptur til Bibliotekshaven, der jo er blevet så flot istandsat. Prisen er 150 kroner stykket, og køber man flere, er prisen 125 kroner stykket, siger Mogens Jessing, der oplyser, at Ulla Koman-Mejer sælger hver fredag eftermiddag klokken 15-17 i glarmester Fich Rasmussens forretning i Nørregade. Den 19. og 20. december mellem 13 og 16 sælger hun dem på Banegården.
-Vi håber at nå et pænt beløb ved plakatsalget, og med det beløb som startkapital vil vi så yderligere søge fonde, så vi kan købe en skulptur til gavn for byen og eftertiden, siger Mogens Jessing.