Bramming: Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker en række tyverier fra biler i Bramming. En række bilejere i Bramming har på det seneste oplevet, at komme ud til en gennemrodet bil. Den seneste måned er der anmeldt omkring 25 tilfælde af tyverier fra biler i Bramming.
- Området er hårdt ramt lige nu og vi efterforsker alle sagerne. Vi er meget interesserede i at få sat en stopper for tyverierne og få genoprettet roen, siger politikommissær Ole Hillerup i en pressemeddelelse. Han er leder af den lokale efterforskning.
Indbrud i villakvarterer
Natten mellem mandag den 9. og tirsdag den 10. maj gik det ud over biler, der holdt parkeret i villaområderne vest for Gabelsvej. En GPS blev stjålet fra en ulåst bil parkeret på Vænget i Bramming. Fra en bil på Præstevej er stjålet et hundebur og tre cd'er fra en bil i en aflåst garage. På Solsortevej har tyvene forsøgt at bryde en fordør op, hvilket dørhåndtaget bærer tydeligt præg af. Og tyvene har gennemrodet en bil parkeret i Egevænget. Ved sidstnævnte mangler politiet en oversigt over, om der er stjålet noget.
Olle Hillerup, politikommissærOmrådet er hårdt ramt lige nu og vi efterforsker alle sagerne. Vi er meget interesserede i at få sat en stopper for tyverierne og få genoprettet roen.
Også i den forgangne weekend var der flere tilfælde af indbrud i parkerede biler i Bramming. Fra bilerne er der blandt andet stjålet golfudstyr, punge, mobiltelefon, GPS, computer, headset og fjernbetjeninger til garager.
- Vi har modtaget videoovervågning fra flere af tyverierne, men vil også meget gerne høre fra borgere, der kan hjælpe med oplysninger om tyverierne, siger Ole Hillerup.
Syd- og Sønderjyllands Politi har på baggrund af tyverierne ekstra patruljer i Bramming-området i øjeblikket.
Kontakt politiet
Har du oplysninger om tyverierne, kan politiet kontaktes ved at ringe på nummeret 114.