Bramming / Bangalore: Det ligger lige for. At åbne en fabrik i Indien. I hvert fald for Bramming-virksomheden Polytech, der er en af verdens største underleverandører til vindmølleindustrien. Så det gør virksomheden senere i år i storbyen Bangalore.
Vækstraterne på det indiske vindenergimarked er de tredjestørste i verden. Ifølge analysefirmaet Wood Mackenzie forventes Indien at opføre ca. 60 GW ny vindkapacitet frem mod 2030. Denne prognose flugter meget godt med, at den indiske regering lige har åbnet for bud på landets første offshore vindparker. Derudover peger alle markedsanalyser på, at eksporten af vindmøllekomponenter i stadigt højere grad vil komme fra fabrikker i netop Indien. Så i lyset af det store vækstpotentiale i Indien og i resten af det område af planeten Jorden, er det et naturligt skridt for Polytech at åbne en ny fabrik i landet.
- Vi vil gerne udvikle vores forretning ved at skabe værdi for vores kunder – og gøre det bæredygtigt. Når vi er geografisk tæt på vores kunder, nyder de ikke alene godt af kortere leadtime – det bliver også muligt for dem at reducere deres risiko, deres omkostninger og deres klimaaftryk, siger Polytechs administrerende direktør Mads Kirkegaard i en pressemeddelelse.
Centrum for højteknologi
Polytechs nye fabrik kommer til at ligge i Bangalore, som er hovedby i delstaten Karnataka i det sydlige Indien. Området er centrum for Indiens højteknologiske industri, og der ligger flere fremragende universiteter i delstaten, som uddanner kandidater til de omkringliggende virksomheder.
Polytech regner med at begynde produktionen på den nye 2000 kvadratmeter store fabrik først i årets sidste kvartal - det vil sige i oktober. På fabrikken vil Polytech producere forskellige vindmøllekomponenter. Med åbningen af fabrikken i Indien bliver virksomhedens produktion i endnu højere grad fleksibel i forhold til geografiske forhold. Den fleksibilitet er eftertragtet hos Polytechs kunder, som er vindmølle- og vingefabrikker, fordi forsyningskæderne dermed bliver mindre sårbare. Set i lyset af, hvad der foregår for tiden og i løbet af seneste par år, er denne fleksibilitet helt central for Mads Kirkegaard.
- Corona-pandemien og flaskehalsene i de globale forsyningsveje har udfordret virksomheder over hele verden, også i vindindustrien. Det er bare en kæmpestor udfordring at skaffe råvarer, sende produkter ud i verden og levere på de projekter, man har i bogen, og med krigen i Ukraine er det hele blevet endnu mere ustabilt. Vi vil rigtig gerne fortsætte med at være en stabil, global partner for vores kunder, og fabrikken i Indien er en meget vigtig brik i den sammenhæng, siger Mads Kirkegaard.
Mads KirkegaardNår vi er geografisk tæt på vores kunder, nyder de ikke alene godt af kortere leadtime – det bliver også muligt for dem at reducere deres risiko, deres omkostninger og deres klimaaftryk.