Bramming: Idræt om Dagen Bramming har fået et nyt æresmedlem. Det er den nuværende formand Poul Thiim, der i forbindelse med Idræt om Dagen Brammings 25-års jubilæumsfest blev udnævnt til æresmedlem.
- Poul er den blot anden formand i foreningens 25-årige historie. Han overtog formandsposten, godt assisteret af hustruen Birgit, efter hans onkel Agner Thiim og tante Anne Thiim, som for 25 år siden tog initiativ til Idræt om Dagen Bramming. Nu bliver det så spændende om Poul og Birgit om mange år kan give stafetten videre til en ny Thiim, siger kasserer Kim Funder.
Idræt om Dagen Bramming er en flok glade, motionsivrige seniorer, der hver mandag i vinterhalvåret fylder Bramming Kultur og Idrætscenter med gymnastik, linedance, badminton, soft tennis, ringo, bordtennis og tæppecurling. Foreningen henvender sig til selvhjulpne 60+ seniorer, samt til for eksempel førtidspensionister.