Annonce
Ugeavisen Bramming

Røde Kors-butikken løbet over ende

Vi har da fået tømt og sorteret tøjet fra de fleste af vore nyindkøbte Røde Kors-bøjler, men der kommer stadig mange tøjsække ind ude fra vore 16 containere rundt i Gl. Bramming Kommune, siger Annelise Pedersen (t.v.), Gerda Bjerrum og Agnes Poulsen, som har haft fast arbejde her på lageret i lang tid. Foto: Kirsten Enevoldsen
Røde Kors-formand Annelise Pedersen anslår, at dagsomsætningen de første åbningsdage var tredoblet i forhold til ”normale tider”.

BRAMMING: Det har været den vilde jagt her i Røde Kors-butikken – og ikke mindst på lageret. Der er kommet så meget ind her i nedluknings-ugerne, at vore frivillige nu knokler igennem hver dag.

Formanden for Røde Kors Bramming, Annelise Pedersen, er oprigtig overrasket:

- Folk har virkelig fået ryddet op. Vi har tømt tøj-containere regelmæssigt, og hver gang vi kommer, er de fyldt igen. Og vore frivillige: Jamen hvor har de arbejdet – både under nedlukningen og nu har den første åbningstid igen. Flere er endda kommet og har givet en hånd med på dage uden for deres egen vagtplan. Imponerende!

Annelise Pedersen er også glad for, at bestyrelsen for tre år siden prioriterede at få godt med lagerplads, da de flyttede butik og lager fra henholdsvis Storegade og Industrivej:

- Det store, store sorterings-arbejde med tøj er vi langt fremme med, og det, der ikke ender i butikken med en lille prisseddel på, sender vi over til Røde Kors-lageret i Horsens, som så har det videre arbejde med at ekspedere det eller gøre det op i klude, som så sælges efter vægt.

Annonce

Meget julestads

Annelise Pedersen er også glad for indsatsen med at få ryddet op og gjort rent i Røde Kors-bygningen på Vardevej – helt ud i krogene, og hun er stolt over, at de 70 frivillige har fået butikken gjort så fin og indbydende igen. En frivillig med kreative talenter har endda sørget for dekorationer til både borde, reoler og vinduer:

- Også vore mange julekasser er blevet gennemgået med tættekammen, og vi har det jo alle sammen sådan, at vi håber at ”finde guldet” i de kasser og sække, som folk afleverer….

Allermest er Annelise Pedersen dog imponeret over det rykind, der var i butikken de første dage efter oplukningen:

- Det var forrygende, og godt vi har så meget plads, så vi også – med lidt styring – kan overholde corona-reglerne, siger Annelise Pedersen, der ikke er meget for at oplyse om omsætningen i forhold til ”normale tider”:

- Men de første dage vil jeg anslå, at vore omsætning var tredoblet.

Den ordinære generalforsamling 10. februar blev naturligvis corona-aflyst og er nu datosat til 24. april: Vi syntes ikke, vi ville holde digital generalforsamling, men vi skal jo have forsamlingstallet rykket pænt opad i forhold til de fem, der nu er gældende, før vi kan byde velkommen til generalforsamling, slutter Annelise Pedersen.


vi har det jo alle sammen sådan, at vi håber at ”finde guldet” i de kasser og sække, som folk afleverer

Annelise Pedersen, Røde Kors i Bramming
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Hemmeligheder

Annonce