Annonce
Ugeavisen Bramming

Rollemodellerne gav råd

På rad og række sad 15 rollemodeller, der fortalte om indholdet i netop den uddannelsesretning, de hver især havde valgt. Foto: Kirsten Enevoldsen
8. klasserne fik råd og viden af unge om de mange ungdomsuddannelser der er at vælge imellem i Esbjerg Kommune.
Annonce

BRAMMING: ”Rollemodeller” stod der tirsdag på skoleskemaet for samtlige 8. klasse-elever på Fortunaskolen. De var første hold af de i alt 1.400 elever på 8. klassetrin i Esbjerg Kommune, der i disse dage orienterer sig om de mange muligheder, der er for en ungdomsuddannelse i kommunen.

Og der er mange. De fleste med versal-forkortelser, der slutter på et ”X”. Det ukendte X skulle så gerne ende med at blive til et mere sikkert valg for de unge efter informations- og rollemodel-dagen.

Det var erhvervsplanlægger Anders Mischorr-Boch, der på vegne af Esbjerg Kommune og Business Esbjerg styrede dagen, men det var unge mennesker fra ungdomsuddannelserne, der førte ordet og fortalte 8. klasserne, hvad STX, HHX, HF, IB, EUD o.s.v. egentlig dækker over.

To muligheder – pædagogisk assistent og social- og sundhedsassistent – lød lidt mere forståeligt.

Men en god idé var det at lade unge tale med unge, og flere andre unge-grupper i T-shirts, der fortalte, hvor bæreren kom fra, havde også stillet sig til rådighed for at fortælle om netop deres uddannelse og svare på spørgsmål fra 8. klasse eleverne.

En hurtig Gallup afslørede da også, at faget rollemodeller er noget, der du’r. Kun 12 ud af de mange flere fremmødte erklærede nemlig, at de faktisk allerede havde besluttet, hvilken vej de ville ud ad uddannelsesvejen. Resten var i tvivl, men efterspurgte viden om de forskellige retningers indhold.

Det fremgik også tydeligt, at langt, langt de fleste taler med deres forældre om valg, ligesom der blandt de unge naturligvis diskuteres ivrigt:

- Det er helt okay, men man skal først og fremmest diskutere med sig selv. Skønt jeg jo godt ved, at mange gør som kammeraterne, så I så kan følges ad, bemærkede erhvervsplanlæggeren.

Han understregede også – med afsæt i sit eget karriereforløb – at der er forskellige veje til målet, ligesom målet kan forskubbes undervejs:

- Den vigtigste sparringpartner under brobygning fra folkeskole til ungdomsuddannelse er og bliver imidlertid dig selv!

Der blev lyttet.
Anders Mischorr-Boch havde en travl time. Foto: Kirsten Enevoldsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Årets instruktør

Annonce