Bramming: En glædens dag. Sådan kan mandag den 1. marts betegnes i butikken Sørens Farve og Tapet i Storegade i Bramming. Lige siden jul har butikken været tvangslukket på grund af coronarestriktioner, men mandag kunne de to indehavere, Vivian og Karina Dyg, atter åbne butikken. Alt personale var kaldt ind, for de ventede rigeligt at lave - og det blev der.
- Vi har ventet på det. Folk har ventet på det, sagde Karina Dyg.
Det både personale og kunder har ventet på, er ikke kun genåbningen. Nej, store dele af butikken er bygget om og indrettet på en ny måde.
En rask beslutning
- Vi har fået en ny farvebar, vi har udvidet møbelafdelingen og vi har fået mange nye varer på hylderne, nævner Karina Dyg blandt andet:
- Vi havde snakket om at bygge om, men det havde nok taget flere år. Nu fik vi så gjort det, fortæller Vivian Dyg.
Karina DygVi har fået en ny farvebar, vi har udvidet møbelafdelingen og vi har fået mange nye varer på hylderne.
- Så nu håber vi bare, at der kommer en masse kunder og hygger i butikken, siger Karina Dyg:
- Og meget passende sker det samtidig med, at det nye fortov udenfor butikken er færdigt!
Arbejde til en
I de lidt over to måneder, der gået, siden statsminister Mette Frederiksen (S) beordrede detailhandlen til at holde lukket for at inddæmme coronaviruspandemien, har der nok været lukket i selve butikken, men det har hele tiden været muligt at ringe og bestille varer hos Sørens Farve og Tapet. Varerne skulle blot betales via Mobilepay og kunne så hentes i døren på et nærmere bestemt tidspunkt. Samme butikskoncept som større kæder kalder "clic and collect" fungerer også i Bramming. Det har en del kunder benyttet sig af, men ikke nær så mange, som når butikken holder åbent normalt.
- Vi har jo ikke solgt så meget. Så mange varer er nu nedsat, forklarer Karina Dyg.
Det har rundt regnet givet arbejde til en person ad gangen. Til gengæld er der så brugt kræfter på at bygge butikken om - meget passende lige op til foråret, hvor havefolket traditionelt får nok at gøre med at male skure, huse og hegn.