Annonce
Ugeavisen Bramming

Sct. Ansgar Kirke fester på søndag

FESTDAG: Kirkens 100 års jubilæum markeres i både kirken og Sognegården - ved præsentation af en ny kirkesalme og udgivelse af et 50 sider langt festskrift.

Annonce

BRAMMING: På søndag den 29. november fejres Sct. Ansgar Kirkes 100 års fødselsdag. Det er 1. søndag i advent – og altså begyndelsen på et nyt kirkeår, så der er flere kirkehøjtider at fejre den dag.
Og selv om 100 år ikke er nogen høj alder for en kirke, er det absolut en fin anledning til at feste. Det er der da også lagt op til med biskop Elof Westergaard på prædikestolen, medvirken af sognets tre præster, premiere på kirkens helt egen sang, forfattet af præst og kirkehistoriker Lisbeth Smedegaard, barnedåb, altergang og efterfølgende reception i Sognegården.
Og alle er velkomne til at deltage begge steder og glæde sig over, at den smukke hvide kirke midt i byen stadig står, hvor den blev besluttet placeret af initiativrige mennesker i fordums dage; nærmere betegnet fra 1898 og frem til grundstensnedlæggelsen i juli 1914.
Kirkebyggeriet blev i øvrigt finansieret halvvejs af borgerne i Bramming, der indsamlede omkring 16.000 kroner til at få deres kirkedrøm opfyldt. Mange penge dengang. Staten ydede det maksimale tilskud, som dengang lød på 18.500 kroner.
Kirkeindvielsen fandt sted 3. søndag i advent 1915 med afholdelse af en stor festgudstjeneste med deltagelse af blandt andre bispen over Ribe Stift.
Jubilæumssalmen præsenteres ved festgudstjenesten på søndag. Organist Erling Lindgren fra Lemvig har komponeret melodien, som naturligvis spilles for menigheden på kirkens helt nye, fine orgel.
Den nye salme hedder ”Kirken er som byens hjerte”, og den er en hyldest både til kirken og byens borgere. Vi citerer lige første vers:
Kirken er som byens hjerte
rytmen i dens åndedrag
skiller helligdag og højtid
fra den travle dagligdag
henter under uvejrsskyen
himmellyset ind i byen.
Både salme og noder er trykt i sin helhed i det fine lille festskrift på 51 sider, der udgives i anledning af kirkejubilæet. Et meget fint og rigt illustreret hæfte, der rummer både fortid, nutid og fremtid, og det hele bindes sammen af en tidslinje over kirkens historie fra 1905 og frem til i dag.
Det koster 50 kroner og er særdeles læsværdigt. En fin lille julegaveidé – eller måske brugt som mandelgave til de voksnes mandel i ris a la mande.
Festgudstjenesten begynder klokken 11.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

80/20

Ugeavisen Bramming

Her handles med alt

Annonce