Gørding: Det er ikke et spørgsmål, om der er brug for lidt mere julepynt, når 62-årige Jan Thøgersen finder en ny nissefigur, et juletræ eller hvad man nu pynter op med derhjemme i december. Nej, spørgsmålet er snarere, om det pågældende stykke julestads vil pynte i hjemmet i Søndergade? Og svaret er næsten altid ja – hvis man spørger Jan Thøgersen.
Den pensionerede togfører er nemlig helt vild med julepynt. Nissefigurer, julemænd, plakater og alskens julepynt har han fyldt huset med i denne tid. Alle rum undtagen soveværelset.
- Og der kommer heller ikke noget julepynt derind, siger hans hustru Maria.
Venligt, men også så enhver forstår, det er ikke til diskussion.
Rød og hvid
- Vi har altid pyntet moderat. Men så begyndte det at interessere mig, og så har det taget fart år efter år.
Det var i 2004, det begyndte for Jan Thøgersen. Han fortæller, at interessen skifter lidt fra tid til anden. Lige for tiden er det korsstingsbroderede klokkestrenge og Tuborgs julepynt, han samler på. Og mandshøje julemandsdukker samt medaljer fra julemærkemarcher. Og alt skal naturligvis helst være i julens klassiske farver: rød og hvid.
- Vi kan faktisk takke Coca Cola for, at julemanden i dag altid afbildes i rødt og hvidt tøj. Før var han klædt i gråt og grønt, forklarer Jan Thøgersen.
Altid på jagt
Han køber gerne sine juleting i genbrugsbutikker, på Facebooks, marketplace og på ebay. Til gengæld kommer han stort set aldrig på julemarkeder. Og næsten intet fra udlandet.
- Jeg surfer rundt hele året. I genbrugsbutikkerne er prisniveauet, så man kan komme i nærheden af det. Og så kan man få en snak med de frivillige i genbrugsbutikkerne.
Jan ThøgersenVi kan faktisk takke Coca Cola for, at julemanden i dag altid afbildes i rødt og hvidt tøj. Før var han klædt i gråt og grønt.
Nok bliver der købt julestads hele året, men i huset i Søndergade er der kun pyntet op fra ugen efter efterårsferien og frem til nytår.
- Inden den 1. januar er det hele væk. Vi pakker ned fra den 28. december, fortæller Jan Thøgersen.
- Og Jan har fået at vide, at han skal ikke pynte op inden vores søn har fødselsdag midt i oktober, så fødselsdagsfesten for vores søn ikke drukner i pynt, tilføjer Maria Thøgersen.
Går efter historien
De fleste juleting i hjemmet er danske. Jan Thøgersen har kun enkelte ting fra udlandet, blandt andet et par flyvemaskiner fra USA, hvor der står et lysende Merry Christmas, når propellen foran drejer rundt. Og naturligvis et par Coca Cola-plakater med Julemanden.
- Jeg går efter historien. Der er mange historier i de enkelte dele. Hvor er de købt? Hvordan er de kommet til? Hvad har der været af gaver på klokkestrengen? For folk, der kommer her, er det historierne i det, som interesserer. Og så er det en fornøjelse at få noget respons. Kommer der folk med børn forbi og kigger, så spørger jeg, om de vil ind og kigge, siger Jan og tilføjer:
- Til tider er der også nogle som ringer og spørger, om de må kigge forbi, og hvis det passer ind, er de meget velkomne.
Blå bog
Jan Thøgersen er 62 år.
Han er gift med Maria.
Sammen har de en søn. Han har fire børn fra tidligere forhold.
Han er uddannet og har i mange år arbejdet som togfører hos DSB og Arriva.
Jan Thøgersen er oprindelig fra Varde og opvokset i Skjern. Han har boet i Gørding siden 1996.
- Skal der holdes noget i julen, så er det normalt her. Som julefrokost med venner og familie. Så holder vi påskefrokost hos andre, for det pynter vi ikke så meget op til, siger Maria Thøgersen.
Et normalt hjem
- Vi har faktisk et normalt hjem, når julepynten er pakket ned. Så bliver der stille. Det er næsten som et ekko fra væggene, når der ikke er noget pynt på dem, siger Jan Thøgersen.
Men det er først efter jul. Foreløbig jules der igennem hos familien Thøgersen i Søndergade. Ude med alskens lys, men mest inde.